TV 2 viser igen Le Mans

16x9
Le Mans er i årevis blevet vist direkte på TV 2 og igen i år kan seerne glæde sig til at følge verdens hårdeste racerløb på TV 2's platforme. Foto: JEAN-FRANCOIS MONIER / Scanpix Denmark

TV 2 viser igen verdens hårdeste racerløb, Le Mans, hvor der i år er hele seks danske kørere til start.

Danske motorsportfans kan se frem til endnu en sommer med masser af fart på, når 24-timers løbet Le Mans igen vises direkte på TV 2.

TV 2 har netop sikret sig rettighederne til den 85. udgave af det franske løb, som gennem tiderne er blevet vundet hele ni gange af den danske racerkører Tom Kristensen.

Sejre som har været stærkt medvirkende til den store interesse, danskerne har haft for verdens hårdeste racerløb i årenes løb.

- Traditionen for at sende Le Mans på TV 2 er årelang, så vi er naturligvis glade for, det er lykkes at forlænge aftalen med folkene bag Le Mans, lyder det fra TV 2 SPORTs sportschef, Frederik Lauesen.

- Gennem årene har vi oplevet danskernes helt enorme interesse for løbet. Både som seere og tilskuere. Tusindvis tager til Frankrig for at følge løbet. Det er en kæmpe begivenhed, og på TV 2 går vi efter at lave de store sportsbegivenheder. Vi er glade for, vi fortsat kan være en del af Le Mans-dækningen.

Velkendte ansigter skal levere dækningen

Når løbet ruller over skærmen i de danske stuer den 17.-18. juni, kan seerne forvente TV 2’s velkendte motorsportshold.

Stine Bjerre Jørgensen får i studiet selskab af ekspert Casper Elgaard, mens de mange timer i kommentatorboksen besættes af Ulrik Jönssen/Jens Winther og Lars Fink/Jesper Øllgaard Carlsen, der til dagligt er rådgiver for Kevin Magnussen. Og på sidelinjen vil reporter Jacob Hammerholt være klar til at levere seneste nyt fra pitten.

- Det er det gennemgående faste hold, som vores seere kender fra vores øvrige dækning af motorsporten. Det er et hold, der emmer af godt selskab og høj faglighed. De formår om nogen at bringe seerne ind i løbets maskinrum, siger redaktionschef Kristian Hyldgaard. 

De danske kørere i Le Mans 2017