Protest stjal fokus i DM-semifinale: - Det er som at se 'Desperate Housewives'

Dramatikken ville ingen ende tage, da Holsted Tigers fredag aften valgte at protestere over Esbjerg Vikings i DM-semifinalen i speedway.

Team Fjelsted og Holsted Tigers kunne fredag aften indløse billet til DM-finalen i speedway efter et større drama både på og uden for banen. 

Mens Fjelsted med 43 point sikrede sig den ene finaleplads relativt sikkert, så var sagen en anden for Holsted. Efter de 22 heats havde både Holsted og Esbjerg Vikings nemlig 30 point, mens semifinalens fjerde hold, Holstebro Elite, lå sidst med 29 point.

Derfor måtte Holsted og Esbjerg ud i en direkte og afgørende duel om den sidste finaleplads. 

I et afgørende heat var Holsted bedst, da de kørte sig i DM-finalen. Video: TV 2 SPORT

Men allerede inden det afgørende heat gik bølgerne højt, da Holsted Tigers' holdleder Thomas Baastrup havde valgt at indgive protest efter heat 19, fordi Ib Pedersen, der er holdleder for Esbjerg, havde valgt at benytte deres taktiske reserve i det pågældende heat. 

Men det måtte de ikke, mente Thomas Baastrup. 

- Ib og Esbjerg har kørt med en forkert kører i heat 19, og det har vi lagt en protest over. Det må han ikke. Det må man, når man er seks point efter det førende hold, men man skal samtidig være på sidstepladsen ud af de fire hold, der er med. Det var Esbjerg ikke. De lå nummer tre, da Ib satte en taktisk reserve ind, sagde Baastrup til TV 2 SPORT.

- Vi vil gerne ud og køre en DM-finale. Der er ikke så meget at tage fejl af. Det står sort på hvidt, sagde han videre. 

Esbjerg Vikings stillede ikke op med stærkeste hold, da de til semifinalen måtte undvære profilen Rune Holta, fordi han ikke havde kørt to løb i grundserien, hvilket er et krav. 

- Folk må åbenbart være bange for os, selvom vi kommer med et hold, der er langt under normal styrke.

Kender du den regel, at man ikke må gøre det, med mindre man ligger sidst?

- Nej, når man er seks point bagud, må man bruge sin taktiske kører, indtil man rammer nomineringsheatet. Men det mener de ikke. Jeg håber da ikke, vi skal have sådan noget flueknepperi. Hvis ikke vi går videre, så håber jeg, Holstebro går videre, og så holder vi ferie sammen med Holsted, sagde Ib Pedersen.

Nu har jeg fået første afsnit af 'Desperate Housewives', så kan jeg køre hjem og tage nummer to, når vi er færdige

Morten Svendsen

Ib Pedersen modtog opbakning fra Holstebro Elites holdleder, Erik Villadsen, der midt i al forvirringen fortalte til TV 2 SPORT, at der på mødet før semifinalen blev sagt, at man måtte sætte sin taktiske reserve ind, når man var bagud med seks point. Også selvom reglerne foreskriver, at det først træder i kraft, hvis man ligger sidst.  

Da situationen indtraf, lå Team Fjelsted allerede lunt i svinget til en plads i DM-finalen, og derfor kunne de med ro i sindet overvære dramatikken fra sidelinjen. 

- Der er nogen, der gør hvad som helst for at vinde. Det kender vi Holsted godt nok til, at der altid er én derovre, der har travlt med. Jeg må grine lidt af det. Nu har jeg fået første afsnit af 'Desperate Housewives', så kan jeg køre hjem og tage nummer to, når vi er færdige, tilføjede holdleder hos Team Fjelsted, Morten Svendsen, med stort overskud.

Ib Pedersen fra Esbjerg Vikings var stolt og rørt, da han gjorde status over semifinalen. Video: TV 2 SPORT

Protesten blev efterfølgende nedlagt af løbsjuryen, fordi de mente, at den blev indgivet for sent. Også det medførte stor utilfredshed i Holsted-lejren, da Thomas Baastrup var overbevist om, at den blev indgivet med det samme. 

- Det er jeg meget, meget utilfreds med. Det står sort på hvidt i reglementet, som de også kan læse, men de siger, jeg afleverer den for sent. Jeg kan jo ikke gøre andet, end at fare hen og sige det til stævnelederen med det samme, jeg opdager det.

- Så spørger jeg dem, hvordan de så vil have, jeg skulle have gjort? Hoppet ud på banen og stoppet det? "Nej, det må du jo ikke". Så de kunne ikke forklare mig, hvad jeg skulle have gjort i stedet for. Jeg er meget, meget skuffet over den måde, det er blevet behandlet på, lød det fra Baastrup.

Til sidst kunne han dog ånde lettet op og rette fokus mod finalen, der bliver kørt onsdag aften i Slangerup, hvor Team Fjelsted, Holsted Tigers, Region Varde og Slangerup mødes i kampen om DM-guldet.