Topkørere forlader DTC

16x9
Jan Magnussen og Ronnie Bremer stopper i DTC. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Både Jan Magnussen og Ronnie Bremer meddelte søndag ved DM-finalen på Jyllandsringen, at de stopper i DTC.

Efter mange år i DTC-serien stopper de rutinerede kørere Jan Magnussen og Ronnie Bremer.

45-årige Magnussen meddelte søndag TV 2 SPORT, at DTC-finalen på FDM Jyllandsringen formentlig bliver hans sidste.

- Jeg stopper nok for nu, og så må vi se, hvad der sker senere. Vi er gået lidt i stå i forhold til udviklingen af bilen og har mistet noget energi og noget motivation hele vejen rundt, siger Jan Magnussen.

Teamchef på LM Racing, Lars Mogensen, afslørede ellers søndag, at han havde været i kontakt med Magnussen, da han ønskede at få ham ind på holdet. På LM Racing ville han blive forenet med Dennis Lind, som er nevø til Jan Magnussen. 

- Jeg har været i kontakt med Jan og hans manager gennem de seneste 14 dage, og de ville rigtig gerne have et samarbejde. Men desværre kom Jan i formiddag og sagde, at han havde taget beslutningen om, at han ville stoppe med at køre, lyder det fra Lars Mogensen.

Jan Magnussen har tidligere solgt over halvdelen af sit team for at slippe for at bruge kræfter på den daglige drift. Sideløbende med DTC har Magnussen nemlig kørt med om det amerikanske mesterskab IMSA WeatherTech Sportscar Championschip, hvor han sidste år vandt serien i GTLM-klassen.

Igen i denne sæson ligger Jan Magnussen og makkeren Antonio Garcia med helt fremme. Inden det sidste løb på Road Atlanta ligger de nummer et i GTLM-klassen. 

Ronnie Bremer stopper også  

Det er ikke kun Jan Magnussen, der kører sit sidste løb i DTC på Jyllandsringen i dag. Også Ronnie Bremer stopper med at køre i serien. Til spørgsmålet om han kører DTC næste år, giver han et klar svar, inden han sender en bredside afsted mod organisationen bag DTC. 

- Nej, det gør jeg ikke. Det er begyndt at blive så dyrt, at det ikke kan hænge samme for et lille team som mit. Man får at vide, at serien bliver billigere, men den bliver bare dyrere og dyrere hele tiden. I de fire år jeg har kørt, er det kun blevet dyrere.

- For mig er det slut, og det er det også for Jan (Magnussen). Nu er det bare de unge knægte, de skal satse på. Jeg stopper ikke som racerkører, men fremtiden bliver ikke i DTC, siger Ronnie Bremer.

DTC-serien fandt søndag den samlede vinder. Serien blev vundet af Kasper H. Jensen fra STARK Racing. 

Tidligere mester vinder DTC

Søndag eftermiddag på Jyllandsringen kronede 27-årige Kasper H. Jensen sin samlede sejr i årets DTC-serie med at vinde det sidste heat. 

Stark Racing-køreren vandt også DTC i 2016, mens han måtte nøjes med en tredjeplads i sidste sæson. 

- Jeg har det godt, det har været en god sæson. Men det her var en hård weekend og det har været marginalerne, der har gjort, at det er os, der står her nu. Men vi har bare været gode, det kan vi heller ikke komme uden om, sagde Kasper H. Jensen efter sejren. 

Kasper H. Jensen kunne lade sig hylde på podiet som vinder af årets DTC-serie.
Kasper H. Jensen kunne lade sig hylde på podiet som vinder af årets DTC-serie. Foto: TV 2 SPORT.

Mikkel C. Johansen tog sig af sølvet, mens Frederik Schandorff fik bronze foran Dennis Lind, Jan Magnussen og Ronnie Bremer.