Dansk Le Mans-vinder udbygger VM-føring med sejr i Japan

16x9
Næste løb for den danske racerkører Michael Christensen er femte afdeling af FIA WEC, der afvikles i Shanghai 18. november. Foto: Brian Cleary / Ritzau Scanpix

Den danske racerkører Michael Christensen vandt den fjerde afdeling af VM for sportsvogne, FIA WEC, i Japan.

For racerkører Michael Christensen har 2018 budt på masser af succes.

Søndag blev ingen undtagelse, da den 28-årige dansker sammen med sin holdkammerat fra Porsche, Kevin Estre, vandt den fjerde afdeling af VM for sportsvogne, FIA WEC, i Japan.

Michael Christensen vandt tidligere på året 24-timers løbet Le Mans i LM GTE Pro-klassen, og sammen med sejren søndag og en anden- og tredjeplads i de øvrige to løb udbygger holdet sin føring i den samlede VM-stilling.

- Et fantastisk løb for os. Det var virkelig tæt, og der skulle kæmpes om alle placeringer, siger Michael Christensen i en pressemeddelelse.

Porsche-bilen fik en dårlig kvalifikation og startede sidst i det seks timer lange løb søndag.

- Selv om vi havde haft en dårlig kvalifikation og startede sidst, så troede vi på det, og i dag er en af de dage, man ikke lige glemmer.

- Jeg var selv i nogle fede dueller og fik sat nogle gode overhalinger ind, og vi udbyggede føringen i VM, så jeg kan ikke være mere glad, siger Michael Christensen.

Næste løb for Michael Christensen er femte afdeling af FIA WEC, der afvikles i Shanghai 18. november.