Danskers holdkammerat i voldsomt uheld - fløj gennem luften

16x9
Sophia Flörsch ved Macau Grand Prix Foto: Carmo Correia / Ritzau Scanpix

Frederik Vestis 17-årige kollega Sophia Flörsch forulykkede i høj fart under et Formel 3-løb, men er sluppet billigt. Nu venter der en operation.

Racerkøreren Sophia Flörsch har fået konstateret et brud på rygsøjlen efter at være forulykket under et Formel 3-løb i Macau.

I høj fart mistede 17-årige Flörsch kontrollen over sin racer, som lettede og fløj ud over banehegnet, inden den kolliderede med et rækværk i flere meters højde.

- Det ser fuldstændig vanvittigt ud. Første gang jeg så det, troede jeg, at det var speedet op, så hurtigt hun kom flyvende. Det var virkelig voldsomt, siger hendes holdkammerat på Van Amersfoort Racing, Frederik Vesti, til TV 2 SPORT.

Han startede løbet fem placeringer bag den uheldige tysker. Men i et af svingene kørte han for langt og kom derfor yderligere bagefter. Derfor så han ikke ulykken live, men først på video efterfølgende.

Løbet blev stoppet i en times tid, mens den unge tysker blev fragtet til hospitalet til undersøgelse. 

Ikke lammet

Hendes far oplyser til nyhedsbureauet dpa, at Flörsch er i stand til at bevæge alle lemmer og ikke har lammelser. Hun har dog naturligt nok rygsmerter.

Selv har hun skrevet på Twitter, at hun nu skal have en operation.

- Jeg vil bare sige til alle, at jeg er okay, men jeg skal have en operation i morgen.

Frederik Vesti fortæller ydermere, at hun har udvist overskud ved at sende en selfie med et smil og en tommelfinger op.

Er du overrasket over, at der ikke skete mere?

- Ja, det er. Det, synes jeg, er ret vildt. Det må jeg sige, siger Frederik Vesti.

Den talentfulde kører er ny i Formel 3-serien i denne sæson, hvor hun kører for det hollandske hold Van Amersfoort Racing. Her har hun været holdkammerat med Vesti i to måneder. Efter afbrydelsen kørte han videre og endte som nummer 16.

Ud over Sophia Flörsch kom yderligere fire personer til skade ved uheldet. Det drejer sig om to fotografer, en løbsofficial og yderligere en kører. 

Ifølge dpa var alle ved bevidsthed, da de blev bragt til hospitalet.