Nicki Pedersen smidt af landsholdet efter sammenstød

Den tidligere verdensmester i speedway Nicki Pedersen er færdig på landsholdet blot tre måneder efter, at han blev meldt tilbage i rødt og hvidt.

Når det danske speedwaylandshold på torsdag rejser på træningslejr i Kroatien, bliver det uden den tidligere verdensmester Nicki Pedersen, der er blevet smidt af landsholdet.

Det fortæller Jørgen Bitsch, der er formand i Danmarks Motorsports Union (DMU), til TV 2 SPORT.

- Der har været en episode, som har gjort, at vi har snakket med de folk, der har været involveret, og vi er blevet enige om, at han desværre ikke er med i landsholdstruppen mere i år, siger han.

Formanden vil ikke komme nærmere ind på, hvad "episoden" dækker over.

Men ifølge TV 2 SPORTs oplysninger havde Nicki Pedersen et sammenstød med den nu tidligere landsholdskollega Leon Madsen i forbindelse med Dansk Motorsport Award i januar, hvor han også verbalt overfusede landstræner Hans Nielsen.

- Vi havde et rigtig fint forhold her i opladningen til sæsonen, og vores samtaler har været fine, men der er sket nogle ting siden, som har gjort, at vi ikke kan arbejde sammen længere, siger Hans Nielsen til TV 2 SPORT.

Nicki Pedersen med ledsager og th. landstræner Hans Nielsen ses i januar til Sport2018 i Boxen i Herning.
Nicki Pedersen med ledsager og th. landstræner Hans Nielsen ses i januar til Sport2018 i Boxen i Herning. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Ser alvorligt på episoden

Den temperamentsfulde fynbo var heller ikke med på landsholdet sidste år på grund af en skade, men i slutningen af sidste år annoncerede DMU, at den 41-årige speedwaykører havde kørt sig tilbage i landsholdsvarmen.

Comebacket kom dog kun til at vare tre måneder.

- Når vi gør sådan nogle ting, er det, fordi der har ligget noget bag ved, og selvfølgelig er det ikke nogen lille, almindelig episode, men det er en episode, som vi internt ser alvorligt på, siger Jørgen Bitsch.

Antydede løgn om operation

Nicki Pedersen har ellers været fast mand på landsholdet i de sidste 15 år, hvor han har været med til at vinde guldmedaljer ved hold-VM, men det kapitel er nu slut.

- Jeg tror nok, det er slut mellem mig og Hans Nielsen. Jeg har ikke et problem med motorsportsunionen. Vi har en supergod dialog, men Hans er arbejdsgiver. Hvad der foregår med Hans Nielsen, har jeg ikke lyst til at være en del af, siger Nicki Pedersen til TV 2 SPORT.

Han bekræfter, at der var en episode, men sætter ikke navn på, hvem det drejer sig om.

Ifølge Nicki Pedersen blev der antydet, at han skulle have løjet omkring en operation tidligere året, og det tog han op med personen ansigt til ansigt.

- Der er blevet snakket i krogene om, at der er mistillid over ting, jeg har sagt til landstræneren. Det vil jeg ikke være en del af. Hvis jeg siger noget, så er det det, der står ved magt og er rigtigt. Jeg går ikke og lyver for en landstræner, siger han.

- Det er da rigtigt, at vi stod tæt og vrissede af hinanden, men vi havde begge hænderne nede i lommen, så mere var der ikke i det, men det kan være, det kunne se voldsomt ud udefra, lyder det.

Trods fraværet af Nicki Pedersen stiller landsholdet med et stærkt hold, som blandt andre består af Leon Madsen og Niels Kristian Iversen, der begge er med i årets VM-serie i speedway.

Nicki Pedersen blev individuel verdensmester i 2003, 2007 og 2008, mens hans i 2006, 2008, 2012 og 2014 var med til at køre Danmark til tops ved VM for hold.