Dansk speedwaykører slået bevidstløs i EM-kval

16x9
Peter Kildemand. Foto: Sportxpress / Ritzau Scanpix

Peter Kildemand misser formentlig speedway-EM efter et alvorligt styrt lørdag i Ungarn.

Landsholdskøreren Peter Kildemand skulle lørdag forsøge at kvalificere sig til EM i speedway, men sådan gik det ikke.

29-årige Kildemand endte i stedet på hospitalet i Ungarn efter et voldsomt styrt.

Den assisterende landstræner Henrik Møller har været i kontakt med Kildemands manager, der kunne fortælle, at Kildemand var bevidstløs i nogle minutter efter uheldet.

- Han ligger indlagt indtil tirsdag på grund af en meget kraftig hjernerystelse. Han har brækket næsen og skal ligge til opsyn på grund af vejrtrækningsproblemer, siger Henrik Møller til TV 2 SPORT.

Kildemand er desuden blevet syet under det ene øje, fordi han blev ramt af sit styr. Henrik Møller fortæller dog, at han er sluppet uden nakke- eller rygskader.

Til gengæld kommer styrtet formentlig til at koste Peter Kildemand deltagelse i DM, som allerede køres torsdag i den kommende uge.

Samtidig ser det også sort ud i forhold til EM, fortæller Henrik Møller.

- Han kan ikke kvalificere sig, men kan blive tildelt et wildcard. Det tror jeg personligt ikke, han gør, fordi vi også har en Nicki Pedersen, der venter på sådan et wildcard. Jeg tror, han får det, siger han.

Peter Kildemand var i 2014 med til at vinde hold-VM med Danmark.

Han har desuden vundet to Grand Prixer og sølv ved EM.