Wozniacki er den nye Bjarne Riis

16x9

Caroline Wozniacki kan med en US_sejr starte et danske tennis_boom

Formanden for Team Danmark, Carl Holst, forudser, at Caroline Wozniacki kan starte noget stort, hvis hun i nat vinder finalen i US Open.

"Hvis Caroline vinder, så kan det blive startskudet til tennisentusiasme i den danske befolkning. På samme måde som Bjarne Riis skabte noget stort i Tour de France. Så det kan blive rigtigt, rigtigt stort," siger han til tv2.dk.

"I et stort sportsår, er det her noget af det største. Det er kanon for tennis, det er kanon for Caroline, men det er også kanon for dansk eliteidræt, at vi har disse store internationale resultater," slår Carl Holst fast.

Hvis Caroline Wozniacki vinder mod Kim Clijsters i nat, så vil hendes sejr blive noget af det største, som dansk eliteidrægt nogensinde har oplevet, vurderer Team Danmarks formand.

"Det vil være blandt de 25 største, danske idrætspræstastioner nogensinde. Og det vil helt klart være den største idrætspræstation i år!"

Selv hvis Wozniacki må "nøjes" med en andenplads i US Open, har hun bedrevet noget unikt for dansk eliteidræt.

"Jeg håber selvfølgelig, at det går godt, men det ændrer ikke på det faktum, at ligegyldigt om hun vinder eller ej, så er det her en stor, stor præstation," forklarer Carl Holst til tv2.dk.

Meget mere end en dygtig atlet
Under sidste sommers OL i Beijing mødte Carl Holst Caroline Wozniacki og hendes far Piotr, og det var ikke kun deres professionelle tilgang til tennissporten, som gjorde indtryk på Holst. Caroline Wozniacki er mere end en stor tennisspiller, mener han.

"Man kan kun nå det, som hun har nået, fordi man er fokuseret, determineret og meget bevidst om, hvad det er man vil. Derfor hæfter jeg mig ved, at også hun har en menneskelig balance ved siden af det, og det er den, der gør at hun kan blive helt unik. Ikke kun på grund af de sportslige resultater, men også som forbillede og samlingspunkt for hele Danmark," siger han til tv2.dk og afslører samtidig, at han mener Wozniacki kan blive den bedste kvindelige tennisspiler på lang sigt.

"Jeg håber og tror, at hun kan nå rigtigt langt. Hun er jo deroppe, hvor det kun er marginalerne, der afgør det!"
Tror du, at hun kan blive nummer ét på kvindernes verdensrangliste?
"Ja, det er jeg helt sikker på!"