Fortiden præger stadig Contador

16x9
Alberto Contador Foto:

Contador har ikke tillid til sine omgivelser og er ikke god til at slappe af

En komplet og perfekt cykelrytter. Men et usikkert menneske uden tillid til sine omgivelser. Sådan var den Alberto Contador, der tiltrådte hos Bjarne Riis den 1.januar.

Og sådan er han - til dels - stadigvæk. Ifølge hans chef, Bjarne Riis.

"Vi har haft episoder, hvor han er gået i det der "mode".... at han skal have styr på det hele selv. Hvor vi fortæller ham, at han bare skal slappe af, for vi har styr på det. Han har været vant til at skulle tænke på for mange ting selv. Og til ikke at kunne stole på folk omkring sig," siger Riis.

Hård tid hos Astana
Det er specielt årene på Astana, der fortsat sidder i den spanske verdensstjerne. En periode, han selv fortæller var præget af mangel på organisation. Og en periode, hvor han var udsat for noget, der mindede om chikane fra holdkammeraten Lance Armstrong.

Det har ændret sig, siden han tiltrådte på Saxo Bank-SunGard. Til sporten.tv2.dk siger Contador selv:

"Jeg kunne ikke have valgt et bedre hold. Helt fra begyndelsen fik jeg et rigtig godt indtryk, og det har jeg kun fået bekræftet siden. Det har været meget anderledes end mine tidligere hold. Men på den gode måde," siger spanieren.

"2009 var et svært år for mig, hvor jeg mange gange rent sportsligt skulle bevise, at jeg var lederen. Og i Touren kørte vi uden et klart defineret mål. Der er det helt anderledes på mit nye hold. I de løb, hvor jeg er stærk, arbejder hele holdet for mig. Men den største fordel ved Saxo Bank-SunGard er, at det er så velorganiseret. Hver har sin konkrete rolle at spille, og det gør, at kæden fungerer rigtig godt."

Har fået nye venner
På spørgsmålet om han har fået nye venner på det danske hold, svarer Contador også bekræftende.

"Det har jeg. Der er f.eks. Mørkøv, som også skal køre Giro d´Italia. Og der er Nicki og Chris. Mit forhold har været rigtigt godt til de fleste af rytterne lige fra starten," siger den spanske kaptajn.

Bjarne Riis er sikker på, at Contador kan blive endnu bedre, selvom han allerede har vundet de største løb i verden. Det handler om tryghed og tillid.

"Det, han først og fremmest har manglet, er at have folk omkring sig, som han kan stole på, og som støtter ham 100 procent. Så han føler sig i trygge rammer," siger Riis til sporten.tv2.dk.