Håndboldhjelme dumper i test: Skaber falsk tryghed

De håndboldhjelme, der skal beskytte håndboldmålmænd mod hjernerystelse, er reelt uden effekt, viser test i Sportslab.

Sådan testede vi

Testen er foretaget hos Sveriges Vej- og Transportforskningsinstitut, der er blandt verdens mest anerkendte.

Instituttet ejer en testdukke af typen Hyb III, som er det tætteste vi kommer på at kunne simulere et menneskes hoved- og nakkefunktion.

Ved at skyde bolde i hovedet på testdukken målte vi hvilken G-kraften, der er et mål for den acceleration, som i dette tilfælde hovedet udsættes for, når bolden rammer.

Netop accelerationen af hovedet er det, der er farligt i forhold til hjernerystelser.

Se SportsLab på TV 2 PLAY

Da et skud i hovedet fra tæt hold gav Bjerringbro-Silkeborgs målmand, Kasper Larsen, hjernerystelse for anden gang inden for kort tid, besluttede han at søge ly bag en håndboldhjelm.

- Det giver en tryghed, og nu har jeg vænnet mig til den. Den en del af mit udstyr, fortæller Kasper Larsen, der dog aldrig med sikkerhed har vidst, om hjelmen overhovedet har en effekt.

16x9
Kasper Larsen i kamp for Bjerringbro-Silkeborg Foto: Rasmus Skaarup / TV 2

Minimal beskyttelse

Alligevel er han langt fra den eneste, der sørger sikkerhed i hjelmen.

Kvindelandsholdets keeper, Sandra Toft, har også spillet med en, siden hun blev ramt af både en bold og en hjernerystelse under VM-slutrunden i december, og i Skanderborg Håndbold har ledelsen taget skridtet videre og gjort det til et krav, at klubbens målmænd bærer hjelm under alle træninger.

Over for for den kraft, som rammer hovedet, og som transmitteres ind i hjernen, der har de hjelme ingen effekt,

Carsten Kock-Jensen, ledende overlæge

- Der har været et par gange på siden, hvor jeg er blevet ramt, og hvor jeg egentlig føler, at den har taget godt fra og hjulpet mig på den måde, men reelt set ved jeg ikke, hvor meget den hjælper, siger Kasper Larsen.

En test af hjelmene i Sportslab afslører dog, at beskyttelsen, når bolden rammer i hovedet, er minimal. Testen målte G-påvirkningen af hovedet med og uden hjelm.

Forskellen viste sig at være 2,8 G.

- Det vil jeg vurdere ingen forskel. Det er lige så godt ikke at have en hjelm på, siger ledende overlæge ved Neurokirugisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, Carsten Kock-Jensen, der samtidig advarer mod en falsk sikkerhed.

- Over for for den kraft, som rammer hovedet, og som transmitteres ind i hjernen, der har de hjelme ingen effekt, og der kan man jo så have den negativ sidevirkning, at vedkommende tænker, okay, jeg er beskyttet, jeg er i min hjelm, der er ikke noget, der kan fange mig. Men sådan er det ikke, vurderer Carsten Kock-Jensen.

Målmænd med cykelhjelm?

Ifølge hjernelægen kræver det helt andre typer af hjelme, hvis hovedet skal sikres.

- Hvis man skal tale om hjelme, så er det en helt anden type hjelme, man burde udvikle til målmændene, som man også ser det i ishockey, og som man egentlig har i amerikansk fodbold, lyder opfordringen fra den ledende overlæge.

Den beskedne effekt, som testresultatet afslører, får dog ikke Kasper Larsen til at smide hjelmen.

- Det overrasker mig egentlig ikke så meget. Der er 2 G i forskel, og de er værd at tage med, og dem er jeg egentlig glad for, at den hjælper. Og fremadrettet er jeg glad for, at der kommet de her resultater, som man så kan bruge, siger Kasper Larsen, der er parat til at tage skridtet videre for at sikre sit helbred.

- Hvis det øger sikkerheden, så er jeg i hvert fald villig til at benytte noget, der minder om en cykelhjelm. Det vil jeg helt sikkert gøre.

- Der er også et liv efter håndbolden, som jeg skal tænke på. Selv om man så gerne vil og er så dedikeret til håndbold, så skal man også tænke på hverdagen bagefter, siger BSV-keeperen.

Se hele programmet om håndboldens store hovedpine på TV 2 PLAY

SportsLab
Herunder kan du få et overblik over, hvad der ellers har været på programmet i SportsLab. Klik på billederne for at se mere.