Fra 17 knoglebrud til OL-bronze: - Jeg troede, jeg skulle dø

16x9
Mark McMorris henholdsvis i sygesengen og 11 måneder senere på podiet med sin OL-bronzemedalje. Foto: Instagram@markmacmorris / Scanpix

Canadiske Mark McMorris imponerede søndag ved at vinde bronze i Pyeonchang, efter at have kæmpet sig tilbage fra en grusom snowboard-ulykke.

Mens USA søndag kunne juble over årets første OL-guld i snowboarddisciplinen slopestyle, var der mindst lige så meget grund til at juble over bronzemedaljen i den canadiske lejr.

Den gik nemlig til snowboard-stjernen Mark McMorris, der for bare 11 måneder siden var tæt på at miste livet efter et voldsomt styrt. 

På en træningstur i offpisten kolliderede den 24-årige canadier med et træ, hvilket efterlod ham i sneen med 17 knoglebrud, en kollapset lunge og en skadet milt, mens han måtte vente i halvanden time på en redningshelikopter.

- Jeg troede aldrig, jeg skulle stå på snowboard igen, da jeg lå der. Jeg lå vågen og ventede, men så snart helikopteren ankom, faldt jeg i søvn. 

- Jeg huske tydeligt ventetiden, hvor det bare handlede om at overleve, for jeg havde skadet milten og min kæbe hang bare. Jeg kastede op og troede, jeg skulle dø - bogstaveligt talt, fortalte McMorris i et interview til CBC sidste sommer.

Omkring et halvt år efter ulykken i marts var canadieren tilbage på snowboardet, og ved OL i Pyeonchang kulminerede atletens comeback altså i en bronzemedalje, som han også vandt ved Legene i 2014.

Mark McMorris hyldes på de olympiske leges officielle Twitter-profil med teksten 'Alt er muligt'.

- Jeg elsker selvfølgelig sporten mere end noget andet. Intet giver mig den samme glæde som snowboarding. Når du får muligheden for at komme dig helt, så kan du lige så godt gøre det igen, fortalte McMorris til Toronto Star kort før OL.

For to år siden kom snowboarderen også ud for et karrieretruende uheld, da han brækkede sit højre lårben under en konkurrence.

Dengang kom han sig hurtigere end forventet, og trods sine bare 24 år er Mark McMorris allerede en af sporten store stjerner med blandt andet tre X-Games-guldmedaljer på CV'et.