Mød Danmarks stærkeste roer, der rister brød med de bare næver

SportsLab udfordrede Danmarks stærkeste roer. Kunne han i sin romaskine levere nok energi til at holde gang i en brødrister og riste et brød?

I et træningslokale med panoramaudsigt til Bagsværd Sø sidder Sverri Nielsen med hovedet begravet i en skraldespand. Og kaster op.

Det er prisen for at gå til grænsen – og lidt over – i en maxtest på seks minutter, der er en form for årligt eftersyn af roerens menneskelige motor, og som endnu en gang bekræfter et usædvanligt fysisk potentiale. Faktisk det største, der nogensinde er set i dansk roning.

Prisen for at presse sig til grænsen
Prisen for at presse sig til grænsen Foto: TV 2

- Det er ikke hver dag, at vi måler hverken så høje watt eller så høj iltoptagelse. Hans absolutte kapacitet er stor, og det er den som resultat af, at han er en stor, men også en veltrænet mand med gode gener, forklarer Team Danmarks sportsfysiolog, Peter Møller Christensen, der løbende tester nogle af Danmarks bedste atleter.

Sin karriere begyndte Sverri Nielsen i store træbåde på det vindblæste hav, der omgiver Færøerne.

- Der var ikke så meget pjat, konstaterer han. Mest af alt handlede det egentlig bare om at ”køre sig i bund hele tiden”.

I en romaskine har færingen udviklet sig til lidt af et wattmonster, der over seks minutter yder intet mindre end 545 watt i gennemsnit. Det er dansk rekord og helt på højde med verdens bedste roere, der vinder olympiske medaljer.

I seks minutter skal Sverri Nielsen give alt, hvad han har
I seks minutter skal Sverri Nielsen give alt, hvad han har Foto: TV 2

- Målet er, at Sverri skal vinde medaljer. Det har han selv som ambition, og den ambition er jeg med på. Det skal vi nok få forløst, men det kræver rigtig stor dedikation, er meldingen fra Sverri Nielsens træner, Jens Vilhelmsen, der som aktiv roer var en del af den ikoniske medaljehøster ’Guldfireren’.

Disciplinen letvægtsfirer, som 'Guldfireren' huserede i, er nu er pillet af det olympiske program, men med sine 191 centimeter og 97,5 kilo kan Sverri Nielsen meget vel blive manden, der i sin singlesculler udfylder det enorme tomrum i dansk roning.

De fysiologiske forudsætninger er i hvert fald til stede, hvilket Sverri Nielsen beviser, da SportsLab stiller udfordringen:

Yd nok energi i din romaskine til at holde en brødrister i gang.

Kan Sverri Nielsen levere nok energi til at riste et brød?
Kan Sverri Nielsen levere nok energi til at riste et brød? Foto: Anders-Christian Dahl / TV 2

Mindst 700 watt kræver det, før brødristeren gløder. Og det præsterer roeren i mere end halvandet minut, hvormed han leverer et sprødt stykke brød.

Se mere i videoen øverst i artiklen.

Bevismateriale: Et sprødt brød
Bevismateriale: Et sprødt brød Foto: TV 2

Sverri Nielsen rummer altså en stor og kraftfuld motor. En motor, der først og fremmest kører på ilt. Og Sverri Nielsen viser sig nærmest overmenneskelig.

Roning er det, der kaldes aerobt arbejde, hvilket kræver masser af ilt til musklerne. Mere blod giver mere ilt, og Sverri Nielsens krop rummer dobbelt så meget blod som en gennemsnitlig mand.

Sverri Nielsen krop rummer næsten dobbelt så meget blod  i forhold til en almindelig mand
Sverri Nielsen krop rummer næsten dobbelt så meget blod i forhold til en almindelig mand Foto: TV 2

Ilten transporteres med blodet rundt i kroppen, og under konkurrence pumper roerens hjerte helt op til 45 liter blod – i minuttet. Det er voldsomt. Se bare i videoen her:

SportsLab undersøger, hvad Danmarks stærkeste roer er gjort af. Video: Allan Rossen

De fysiologiske forudsætninger

Roning er såkaldt aerobt arbejde, hvor der skal masser af ilt til musklerne for at udvikle kraft.

Det kræver et veltrænet kredsløb hvor lungernes volumen, hjertets pumpe evne og mængden af blod er afgørende.

Afgørende er også evnen til at optage ilten, og også på dette punkt er Sverri Nielsen på niveau med verdens bedste – og igen langt over gennemsnittet.

- Typisk vil en atlet med et stort hjerte og en hulens masse blod have en stor motorkapacitet, der kan levere en masse ilt til musklerne. Og når man kan levere meget ilt til musklerne, kan de levere mange watt eller meget fart, alt efter hvordan man nu vælger at se på det, fortæller Peter Møller Christensen.

Sverri Nielsens maksimale iltoptagelse er på niveau med verdens bedste udholdenhedsatleter
Sverri Nielsens maksimale iltoptagelse er på niveau med verdens bedste udholdenhedsatleter Foto: TV 2

Sverri Nielsens fysik fejler altså intet. Kapaciteten er voldsom og stor nok til at kæmpe med om olympiske medaljer. Færingens store udfordring er dog at omsætte de mange kræfter til fart i båden.

- Han når rigtig langt på sin fysik, og det har han overlevet på indtil videre, men for at han kan komme helt op og bide skeer med de store, skal han lære at styre sine kræfter, siger landstræner Jens Vilhelmsen.

De smalle robåde kan nemlig på ingen måde sammenlignes med de store træbåde, hvor færingen roede sig stor og stærk.

- Min fysik var det positive, jeg fik med fra Færøerne, men det ødelagde virkelig meget af min teknik, at jeg havde roet i de færøske både, erkender Sverri Nielsen.

Teknikken er mindst lige så vigtig som fysikken, og uanset hvor stærk Sverri Nielsen er, og hvor godt han tåler smerten, så er der et element af flair og et element af timing i rosporten.

- Selvfølgelig skal man have meget power, og der skal meget tryk på, men det kan også blive for meget, hvor jeg bare ender med at vold-trykke den i stedet for teknisk korrekt at være effektiv, siger Sverri Nielsen, der stadig har til gode at levere topresultater på vandet.

Ved VM i 2017 roede han sig blot i B-finalen, og bedste resultat som senior er en femteplads ved sidste års World Cup i Lucerne.

Potentialet er dog ikke til at tage fejl af. Det er nemlig lige så sprødt som det brød, Sverri Nielsen ristede med sine bare næver i SportsLabs tjeneste.

- OL er altid det ultimative mål i roning, men jeg har ikke brug for at komme til OL for at blive nummer 12 eller 14. Hvis jeg skal med til OL, så skal det være, fordi jeg er god nok til at være med i den finale, siger det 24-årige medaljehåb.

Se hele SportsLabs historie om Sverri Nielsen på TV 2 PLAY.