Stjernestøv over Holmenkollen: Alle nationer satser på stafetguld

Hele Oslo koger. Fra i dag og 10 dage frem dyster de bedste biatleter i verden om VM-guld.

Følg VM i skiskydning på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

De er der alle sammen.

Simon Schempp, Marie Dorin Habert, Martin Fourcade, Anton Shipulin, Dorothea Wierer, Gabriela Soukalova, Johannes Thingnes Bø og Ole Einar Bjørndalen.

Det dufter mildt sagt af verdensklasse, når der de kommende dage skal dystes om VM-guld i skiskydning i Holmenkollen, Oslo.

Med undtagelse af Bjørndalen skal de øvrige biatleter ovenfor i aktion i mixstafetten denne eftermiddag.

- Når vi ser på startlisten, så jagter alle de store nationer succes fra start, siger TV 2 SPORTs skiskydningskommentator Michael Stærke fra Oslo, der samtidig melder om skiftende vejrforhold.

- En ting, der kan komme til at spille ind på medaljefordelingen, er vejret. Lige før kunne vi tydeligt se stadion bagved os, men nu kan vi ingenting se andet end en hvid mur, siger han om tågen, der lige nu hænger tungt over Oslo.

TV 2 SPORTs skiskydningsekspert Kristian Wulff er enig med sin kollega. Vejret og den dårlige sigtbarhed vil spille en rolle i dagens stafet.

- Det vil helt sikkert påvirke dem inde på standplads - og så er der også hele det her sneelement. Det har sneet i et helt døgn, og det vil sige, at sneen ligger tungt. Det bliver en meget tung løjpe at løbe i - sneen bliver meget blød. Der er nogle nationer, der selvfølgelig kan have en fordel i det her føre, siger Kristian Wulff og vender sit fokus mod Norge.

De norske biatleter kan forvente at have omkring 15.000 tilskuere i ryggen i Holmenkollen, men der er også tårnhøje forventninger den anden vej.

- Netop Norge har formentlig en kæmpe fordel i det her. De er vant til at træne her i Oslo, og de er vant til den her tåge, og de har praktiseret tågetræning, siger Kristian Wulff.

- Men så er der selvfølgelig også det her men i "Kollen-brølet", som man snakker om i Holmenkollen. Alle de her 15.000 tilskuere forventer guld, men kan de to kvinder på det norske hold stå for presset? Det er jeg lidt spændt på. De har selvfølgelig brødrene Bø, som kan levere varen.

Kan vi forvente overraskelser?

- Vi kunne jo sagtens håbe på Canada og USA som nogle store overraskelser, men ellers har jeg en lille fidus til Tjekkiet. De har godt nok en svag mand på sidsteturen, men alt kan ske i skiskydning og specielt med de her forhold, siger Wulff.

Varm op til mixstafetten med følgende overblik over favoritterne til VM-guldet. TV 2 SPORT sender fra kl. 15.25.

Favoritterne til VM-guld i mixstafetten

Norge

Johannes Thingnes Bø. Foto: Scanpix Denmark
Norge bærer nummer 1 på vesten.
Marte Olsbu
Tiril Eckhoff
Johannes Thingnes Bø
Tarjei Bø
TV 2 SPORTs skiskydningsekspert Kristian Wulff har ordet:
- Norge er hjemmebanefavorit, og brødrene Bø er i topform. Tiril Eckhoff er spørgsmålstegnet på det norske hold, da hun i øjeblikket har problemer på standplads.
Derfor vinder Norge: Hvis Marte Olsbu, der løber førstetur, kan stå for presset fra "Kollen-brølet", så vil Eckhoff og brødrene Bø levere. Tågen og det kraftige snevejr i Holmenkollen kan vise sig at give Norge en fordel - de er vant til disse forhold i Oslo, siger Kristian Wulff.

Tyskland

Tyskland med Benedikt Doll, Vanessa Hinz, Franziska Hildebrand og Simon Schempp. De to førstnævnte er ikke med i eftermiddagens stafet. Foto: Scanpix Denmark
Tyskland bærer nummer 2 på vesten.
Franziska Preuss
Franiska Hildebrand
Arnd Peiffer
Simon Schempp
TV 2 SPORTs skiskydningsekspert Kristian Wulff har ordet:
- Det er et meget stærkt tysk hold, der stiller til start, men det kunne faktisk være endnu stærkere. Laura Dahlmeier stiller ikke til start, men holdet er jævnt, og alle har et højt bundniveau. Et lille minus er, at Arnd Peiffer styrtede i World Cuppen i USA for 14 dage siden og fik hjernerystelse.
Derfor vinder Tyskland: Det tyske hold har et meget højt bundniveau og god bredde. Og med Simon Schempp på sidste tur kan det godt blive til guld, men han skal virkelig stramme sig an i en slutspurt, hvis tyskerne skal vinde. Det høje bundniveau sikrer tyskerne guld. En sejr til Tyskland kommer formentlig i kraft af, at hele holdet præsterer godt, mens de andre hold fejler, siger Kristian Wulff.

Frankrig

Marie Dorin Habert under en stående skydning ved World Cuppen i Italien. Foto: Scanpix Denmark
Frankrig bærer nummer 3 på vesten.
Anais Bescond
Marie Dorin Habert
Quentin Fillon Maillet
Martin Fourcade
TV 2 SPORTs skiskydningsekspert Kristian Wulff har ordet:
- Halvdelen af holdet består af to af verdens bedste, Marie Dorin Habert og Martin Fourcade, men begge har døjet en smule med sygdom siden seneste World Cup i USA.
Derfor vinder Frankrig: Hvis Dorin Habert og Fouracde er klar, og sygdommen ikke har påvirket dem, så leverer de skiskydning i verdensklasse og sikrer VM-guld til Frankrig, siger Kristian Wulff.

Rusland

Anton Shipulin og Rusland vinder foran Emil Hegle Svendsen og Norge. Foto: Scanpix Denmark
Rusland bærer nummer 4 på vesten.
Ekaterina Shumilova
Ekaterina Yurlova
Evgeniy Garanichev
Anton Shipulin
TV 2 SPORTs skiskydningsekspert Kristian Wulff har ordet:
- Rusland har sit svageste kort på førsteturen. Kan Ekaterina Shumilova hænge på de bedste på første runde, så er Rusland måske den største favorit.
Derfor vinder Rusland: Hvis Anton Shipulin, der løber sidste tur for Rusland, er med de forreste ind til opløbet på sidste runde, så kan man godt regne med russisk sejr. Anton Shipulin er den allerstærkeste i en sprint. Vi kan forvente god skydning fra det russiske hold, så de har virkelig gode muligheder for en sejr, siger Kristian Wulff.

Italien

Dorothea Wierer jubler efter sin World Cup-sejr i Ruhpolding, Tyskland. Foto: Scanpix Denmark
Italien bærer nummer 7 på vesten.
Dorothea Wierer
Karin Oberhofer
Lukas Hofer
Dominik Windisch
TV 2 SPORTs skiskydningsekspert Kristian Wulff har ordet:
- Italien vil formentlig føre stafetten efter første tur, da Dorothea Wierer løber først. Hvis det kan give vinger til de andre på holdet, så er Italien podiekandidat.
Derfor vinder Italien: God start på løbet med en flot præstation af Dorothea Wierer kan give vinger til resten af holdet. Men skal sejren i hus, kræver det dårlig skydning fra de andre favoritter, siger Kristian Wulff.

Tjekkiet

Gabriela Soukalova i Ruhpolding, Tyskland. Foto: Scanpix Denmark
Tjekkiet bærer nummer 9 på vesten.
Veronika Vitkova
Gabriela Soukalova
Michal Slesingr
Michal Krcmar
TV 2 SPORTs skiskydningsekspert Kristian Wulff har ordet:
Derfor vinder Tjekkiet ikke: Tjekkiet har mistet sin bedste mand på sidste tur på grund af sygdom. Ondřej Moravec venter med at presse kroppen til sprinten på lørdag. Derfor har tjekkerne smidt en reserve, Michal Krcmar, ind på deres sidste tur. Øv for tjekkiet, siger Kristian Wulff.