Overvejede at stoppe karrieren: Her leverer han VM-sensation

35-årige Lowell Bailey leverede karrierens største resultat, da han var guld på 20 kilometer individuel.

Lowell Bailey kunne næsten ikke forstå det, da han havde krydset målstregen.

Efter en fejlfri skydning havde han leveret karrierens største resultat.

Han havde vundet VM.

Den 35-årige skiskytte, der i så sent som sidste sæson overvejede at stoppe karrieren, var efter sidste skydning bare 6,4 sekunder foran tjekkiske Moravec på mændenes 20 kilometer individuel. 

Tjekken kunne fra målområdet se, at de 6 sekunder hurtigt blev halveret, og en kilometer fra målstregen havde Bailey og Moravec stort set samme tid.

Moravec smilede i den østrigske sol - Amerikaneren lignede en mand, der var løbet tør fra kræfter i den tunge sne. 

- Jeg var selvfølgelig nervøs før sidste skydning, men ikke mere end normalt. Det virkelig hårde var de sidste fire kilometer for det gjorde SÅ ondt. Jeg troede aldrig, at målstregen ville komme, fortalte Bailey til TV 2 SPORT efter løbet.

Men i løbet af de sidste 1000 meter fandt 35-årige Lowell Bailey de aller sidste ressourcer frem og i mål var han sensationelt 3 sekunder foran Moravec.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var som om, at jeg fik stød igennem hele min krop. Jeg blev totalt overvældet af følelser.