- Hans sejr var en triumf for uforudsigeligheden i sport

Lowell Baileys triumf på torsdagens 20 km ved VM i skiskydning understregede skønheden i det uforudsigelige i sport.

Uforudsigeligheden er en del af skønheden i sport.

Det stod lysende klart i den smukkeste vintersol torsdag eftermiddag, da amerikaneren Lowell Bailey til alles store overraskelse løb i mål ved VM i skiskydning som guldvinder på herrernes 20 km.

Ikke kun fordi amerikanerens udbrud, da det gik op for ham, at han havde vundet karrierens største sejr, var af den slags, der kan få hårene på armene til at rejse sig på gråskæggede, sentimentale mænd som undertegnede. Men også fordi sport nu en gang er allersjovest, når det ikke kun handler om at være med, men derimod når de fleste kæmper med om sejren.

Selvfølgelig tilkommer al ære og respekt til de dominerende dynastier i sportens verden, der hiver sejr efter sejr hjem. Men skotske tilstande er bare dræbende for interessen. Når alle ved, Celtic vinder år efter år, så begynder interessen at flakse. Nøjagtig på samme måde, som når man i en romantisk komedie allerede tre minutter inde i filmen ved, at de to hovedpersoner, der hader hinanden, vil slutte filmen ved at køre mod solopgangen hånd i hånd med masser af delt mundvand i mundvigene.

Lowell Baileys sejr torsdag var et bevis på, at skiskydning har et element i sig selv, der - trods en sæson, der op mod VM mest af alt mindede om den skotske liga - i sidste ende kulminerede med uforudsigelighedens triumf.

Franskmanden Martin Fourcade har i denne sæson ellers gjort alt for at punktere al spænding og uforudsigelighed. Før VM i den lille østrigske flække Hochfilzen med bare 1.600 sjæle havde sportens absolutte superstjerne vundet 10 af 15 World Cup-afdelinger.

Det var forventet, at de halvanden uge i Hochfilzen ville blive en veritabel guldregn over den sympatiske verdensetter. Men skyerne blev væk, og det er indtil videre blevet til et enkelt gulddryp på storfavoritten.

Lowell Baileys bedste VM-resultat derimod var inden de 20 kilometer torsdag en tiendeplads kørt ind sidste år på Holmekollen i fællesstarten. I går kunne han hæve armene og de i skiskydningen evigt tilstedeværende sponsorski i triumf.

Men det samme kunne skiskydning i det hele taget.

Brølet var ikke bare et bevis på sportens uforudsigelighed. Det var også et bevis på, at en af de mest sympatiske udøvere i skiskydningscirkusset endelig havde fået løn som fortjent

For amerikanerens sejr understregede det, som atleterne igen og igen har været inde på, når jeg i de sidste 10 dage har snakket med dem: at skiskydning er noget ganske særligt, hvor alt kan ske.

Det kunne lyde som en floskel hentet inde i bunden af kliché-skabet.

Men som den unge britiske skiskytte Scott Dixon sagde til mig, da vi sad og snakkede sammen i foyeren på briternes hotel forleden aften, så er skønheden i skiskydning, at stort set alle i top-30 i verden er en potentiel vinder i hvert enkelt løb. VM i Hochfilzen har understreget det udsagn med sjældne triumfer til Benedikt Doll og netop Lowell Bailey.

Overfører man statementet til en måske mere genkendelig verden, som fodboldens er, så vil det svare til, at stort set alle hold i den danske Superliga potentielt bør spille med om det danske mesterskab.

Selvfølgelig forudsætter det, at sporten er ren. At der ikke er nogen, der forsøger at springe over i køen med brugen af ulovlige substanser. Den skygge hviler stadig over en del af skiskydningen efter offentliggørelsen af russisk statsdoping og McLaren-rapport.

Men Fourcades evige og beundringsværdige kamp mod snyderne og en tøvende International Biathlon Union røg for en stund i baggrunden.

Lowell Bailey sørgede med sin sejr i går for, at sporten i sin reneste form tog hovedrollen.

Manden, som jeg i lørdags interviewede, lige efter det stod klart, at han netop lige akkurat missede en bronzemedalje på sprintdistancen med 6,4 sekunder.

Der måtte han lige sunde sig. Lige finde ind til grundessensen i det at dyrke sport. At man havde gjort sit bedste. At man havde brændt sig helt af. At resten var ude af ens ene hænder.

Torsdag blev skuffelsen vekslet til den ultimative glæde. Næsten som et lidt for slidt manuskript fra Hollywood.

Men der var intet slidt over var det jubelbrøl, der kom fra den amerikanske delegation, da den 35-årige amerikaner stillede sig op på det øverste trin på sejrsskammelen.

Det brøl var nemlig ikke bare et bevis på sportens uforudsigelighed. Det var også et bevis på, at en af de mest sympatiske udøvere i skiskydningscirkusset endelig havde fået løn som fortjent.

Og på det personlige plan, hvor alderen begynder at tynge, så var der også noget smukt i at se en mand med gråt skær i skægstubbene ikke bare være med, men bevise, at sport handler om at vinde.

Og det bare er allermest givende, når det sker i uforudsigelighedens smukke skær.