Bliver det endnu et one-man-show, eller kan favoritten knækkes?

16x9
Johannes Thingnes Bø er storfavorit i disciplinen 10 km sprint efter en sæson med 12 World Cup sejre. Foto: Sven Hoppe / Ritzau Scanpix

Mændenes internationale kampdag i skiskydning! - eller blot endnu et one-man-show af Johannes Thingnes Bø?

I går kæmpede kvinderne om VM-guldet i sprintkonkurrencen i skiskydning – noget der passede perfekt til kvindernes internationale kampdag.

I dag er det vel så også passende at kalde det mændenes internationale kampdag – i hvert fald i skiskydning. For det bliver en kampdag og selvsagt også international, når det nu er verdensmesterskabet, der afvikles i svenske Östersund.

Men for at det skal blive en rigtig international kampdag, så skal der vel være mere end én favorit til guldet – og det er måske problemet (hvis man da kan omtale det som et problem), at man i skiskydning i denne sæson kun har haft én favorit til det hele, og han hedder Johannes Thingnes Bø. Det er altså en kamp om ligestilling for alle de andre mænd i feltet, så der ikke kun er én, der kan løbe af sted med guldet.

Han er så god...

Den 25-årige nordmand har haft en fuldstændig vanvittig sæson med 12 sejre i World Cuppen ud af 19 mulige, hvoraf 5 af disse sejre netop er i dagens disciplin – 10 km sprint.

Han er så god, at han har tangeret selveste Ole Einar Bjørndalens rekord på 12 sejre i én sæson, og mangler kun 2 sejre for at nå Martin Fourcades rekord på 14 sejre på én sæson. Johannes Bø har 7 løb tilbage i denne sæson til at sikre sig minimum 2 sejre for at blive endnu mere historisk, end han i forvejen er.

Han er så god, at han allerede nu har vundet 34 sejre i karrieren - målt mod Ole Einar Bjørndalen, som i samme alder kun havde vundet 14 sejre, men alligevel nåede mytiske højder og blev en levende legende med 95 sejre – og fik kælenavnet ”Kannibalen”. Hvis Johannes Bø bliver ved med at vinde de næste 5-6 sæsoner, så skal vi finde et tilsvarende kælenavn til Johannes Bø… måske ”Bøhmanden”?

Han er så god, at han med den nuværende fysiske form og fantastiske skiteknik kan tillade sig at misse et skud og så stadig vinde dagens sprintkonkurrence, selvom alle de andre skyder rent og sætter alle ti skud.

Han er så god, at jeg ikke gider at skrive mere om ham lige nu… Fordi det er skiskydning og mottoet er: ”Alt kan ske i skiskydning” – og det skal leve op til mændenes internationale kampdag for mere ligestilling i sporten.

Derfor er der selvfølgelig en masse andre fra forskellige nationer, man skal holde øje med ud over Johannes Thingnes Bø:

Franske Martin Fourcade som selvsagt er en guldkandidat til det hele. MEN… det har været en halvskidt sæson, selvom han trods alt alligevel er nummer seks i den samlede World Cup. Han har ikke kørt løb siden januar, hvor han valgte at tage en pause fra World Cuppen for at lede efter formen i det sydfranske. Derhjemme fandt han ikke formen, men han blev til gengæld syg med influenza og feber. En fortsættelse af en halvskidt sæson… Martin Fourcade har dog haft overskud til at reflektere over, hvor heldig han har været igennem de seneste syv sæsoner uden sygdom, skader eller svingende formkurve. Måske svinger formkurven den rigtig vej, når det er et VM-guld, der er på spil. Jeg forventer, at han er meget aggressiv fra start og prøver at satse hele butikken. Han er den mest træfsikre i hele feltet med 92 %, og derfor er han også en guldkandidat. Udover Fourcade er der andre franskmænd, som er medaljekandidater, såsom den hurtige Simon Desthieux og den træfsikre Quentin Fillon Maillet.

Tyske Arnd Peiffer, som er Olympisk mester i denne disciplin, og viste i mix-stafetten, at skifarten er høj nok til, at de andre ikke må lave fejl på standpladsen. Peiffer rammer 10 ud af 10 – det kan man godt forvente. Han er kendetegnet for stabilitet og for tysk ”ordnung muss sein”. Han er eminent på standplads med 88 % i træfsikkerhed og blandt de bedste i hele feltet. Udover Arnd Peiffer kan der også nævnes andre tyskere, for eksempel den regerende sprintverdensmester Benedikt Doll og den rutinerede Erik Lesser.

Russiske Alexander Loginov, som er nummer to i den samlede World Cup, og har en sejr i sprintkonkurrencen i Oberhof tidligere i sæsonen. Han har vist sig som en, der kører godt, når det er hårde løjper – og det er det i Östersund. Problemet med ham er, at han tidligere har været ude med en dopingdom, og det hænger selvfølgelig stadig som en skygge over ham, og det vil der også være lidt fokus på i den svenske langrendsløjpe, hvor publikum nok ikke vil give ham den fulde opbakning.

Svenske Sebastian Samuelsson, som er hjemmebanehåbet, og har potentialet på trods af sine kun 21 år. Han kørte rigtig stærkt for tiden og har haft en perfekt optakt til dette VM. Han bliver løftet rundt i løjpen af den svenske folkefest på stadion. Han vandt OL-sølv i jagtstart for et år siden og har også været på podiet i en sprintkonkurrence i denne sæson. Han er elsket af svenskerne, og han er en benhård anti-doping-kæmper, hvilket gør, at man kun kan holde endnu mere af ham.

Østrigske Julian Eberhard, som er lynende hurtig i skisporet, og kan på de rigtig gode dage matche Johannes Bø, når det handler om skifart. Problemet er, at han kun har opnået en træfsikkerhed på 76% så langt i denne sæson. Men kan han sætte alle ti skud ind, så er han helt klart med i spillet om guldet. Det er sket før for ham i World Cuppen, så hvorfor ikke også til VM?

Ja, det er blot nogle af de navne fra forskellige nationer, der kan gøre sig gældende. Men det er som sagt skiskydning og det er de små marginaler, der kommer til at afgøre kampen om VM-guldet.

Så følg med på TV 2 SPORT, når vi sender mændenes internationale kampdag i skiskydning!