Sønderknust dansker misser finale: Svært at træne OL-pres

Stine Nielsen var tydeligvis skuffet over sin præstation i kvalifikationen til 10 meter luftriffel, hvor hun var langt fra en finaleplads.

Se OL direkte på TV 2 og TV 2 Play.

OL's officielle første dag blev langt fra en god dag for den danske riffelskytte Stine Nielsen, der skød et godt stykke under sit vanlige niveau og missede finalen.

- Selvfølgelig har jeg det ikke særlig godt. Det var bare ikke min dag. Det spillede bare ikke, som jeg gerne ville. Og når jeg prøvede at komme ind i den rytme, så røg jeg bare rimelig hurtigt ud igen. Ja, så det var ikke sjovt, siger Stine Nielsen til TV 2 SPORT.

Hun har været i to finaler ud af fire ved sæsonens World Cup-stævner, men sådan gik det ikke lørdag. En gennemgående ærgerlig dag startede med tre svage serie på 102.3, 102.4 og 102.3, inden Stine Nielsen sluttede af med 10 skud til 103.1. Alt i alt 410.1

Et niveau, der både var et godt stykke fra kravet til en finaleplads på 416 og danskerens vanlige niveau. Ved seneste World Cup skød hun 417,6.

- Jeg prøvede at finde den rytme, som der kører derhjemme. Det er svært at træne sådan et pres, som der er til et OL. Men det var svært at komme ind i den boble, hvor jeg har en god rytme, og jeg ved, at den er der. Den var der bare ikke i dag, siger Stine Nielsen.

Skal bare glemme den her skydning

Den 25-årige dansker skal i aktion igen i 50 meter riffel fra tre forskellige skudpositioner på torsdag, hvor kvalifikationen og en eventuel finale venter. 

- Der er heldigvis lang tid til den næste. Jeg ved, at dagen i dag bliver ret svær at komme mig over. Men jeg er sikker på, at jeg lige skal sove på det og så nok skal blive klar til på torsdag.

- Vi skal evaluere den her skydning og se, om vi overhovedet kan finde noget, der gik godt. Og ellers skal jeg bare glemme den her skydning og så fokusere på 50-meteren, slutter den danske riffelskytte.