Nyt OL-program kan tvinge dansk sølvvinder på pension

16x9
Torben Grimmel til OL i Rio. Foto: EDGARD GARRIDO / Scanpix Denmark

Først var det 'Guldfireren', der måtte lade livet på OL-programmet, og nu er det så skytten Torben Grimmel, der ikke længere kan deltage ved de OL.

Efter fem olympiske lege med sølvet i 2000 som højdepunkt må skytten Torben Grimmel erkende, at det formentlig ikke bliver til yderligere OL-deltagelser for hans vedkommende, skriver politiken.dk.

Den Internationale Skytteunion, ISSF, har pillet Grimmels disciplin, 50 meter riffel liggende af programmet sammen med 50 meter pistol og dobbelt trap, og dermed blev 23. pladsen ved legene sidste år i Rio de Janeiro de 5. og sidste lege for den rutinerede danske skytte.

- Det giver sig selv, medmindre jeg skal til at genopfinde mig selv i en ny disciplin, hvilket jo reelt set ikke er muligt. Så jeg er jo gået på pension fra det øjeblik den beslutning er taget. I hvert fald i olympisk sammenhæng. Jeg har to world cupper tilbage i år, og så skal jeg gøre op med mig selv, om det er noget, jeg vil fortsætte med, eller om jeg overhovedet kan finde motivation til de to. Det er jo lige meget, for det har ingen betydning i den forstand at der bliver slået en stor fed streg over det om lidt, siger Torben Grimmel til Politiken.

Dansk Skytte Union har protesteret mod forslaget fra ISSF og fremlagt et alternativt forslag, der går ud på at bevare disciplinerne som de er og i stedet gøre 50 m riffel liggende til en konkurrence for både mænd og kvinder.

- Vi synes ikke det er helt retfærdigt, og vi synes heller ikke, det er det bedste for skyttesporten. Lige nu er der 390 pladser ved OL – altså 390 skytter i hele verden kan skyde ved OL. Med forslaget er vi overbeviste om, at der ikke kommer så mange skytter med til OL, fordi det bliver de samme, som kommer til at skyde to gange. Det synes jeg ikke, stimulerer udviklingen i skydesporten, siger sportschef i Dansk Skytte Union, Linda Andersson.