Dansker lukker karrieren med guld og verdensrekord

16x9
Torben Grimmel ved OL i Rio 2016. Foto: EDGARD GARRIDO / Scanpix Denmark

Riffelskytten Torben Grimmel vandt World Cup-finalen og satte verdensrekord som punktum for sin karriere.

Den danske riffelskytte Torben Grimmel skød sit sidste store stævne i karrieren ved World Cup-finalen i New Delhi, og han kunne ikke have fået et flottere punktum.

Den 41-årige tidligere OL-sølvvinder vandt guld, og med imponerende skydning slog han samtidig verdensrekorden.

Det oplyser Dansk Skytte Union i en pressemeddelelse.

I disciplinen riffel 50 meter 60 skud liggende nåede Torben Grimmel en score på 250,6 point.

Dermed slog han den tidligere verdensrekord, som lød på 249,8 point. Den var danskeren medindehaver af efter at have tangeret den tilbage i juni.

Torben Grimmels karrierehøjdepunkt kom i 2000, da han vandt sølv ved OL i Sydney. Det blev til fem OL-deltagelser i karrieren.

Tidligere på året meddelte det internationale skytte forbund (ISSF), at disciplinen riffel 50 meter 60 skud liggende bliver fjernet til næste OL.

Derfor har Torben Grimmel valgt at indstille karrieren som aktiv, men han forbliver i den danske elitesportsverden.

Han er netop tiltrådt stillingen som sportschef i Bueskydning Danmark.