To gange bronze og uheld på vandet: Sådan gik det danskerne fredag

Danmark sikrede sig to bronzemedaljer, og de danske svømmere hankede op i sig selv. Til gengæld lavede 49’eren en stor brøler, der kostede dem dyrt.

Se OL på TV 2 PLAY

Fredag og natten til lørdag var der masser af dansk aktivitet i Rio. Herunder har vi samlet et overblik over de danskere, der var i aktion.

Dagen fik en god start, da der var uventet metal under opsejling. Lærke Berg Rasmussen og Anne Dsane Andersen leverede en sensation ved at sikre sig en bronzemedalje til Danmark i toer uden styrmand.

Danskerne roede sig ind over målstregen med tiden 7.20.71, hvilket var 2,42 sekunder efter de britiske vindere.

Uheldig på vandet

Fie Udby startede stærkt ud i semifinalen, men uheldet var ude. Hun tabte pludselig den ene åre, fordi svirvlen, hvor åren hviler, røg op.

Derfor får Fie Udby altså ikke mulighed for at forsvare sin OL-sølvmedalje fra London i 2012.

49’eren smed førstepladsen

Uheldet var også ude for den danske 49'er med Jonas Warrer og Christian Peter Lübeck. De var godt på vej til at indkassere en førsteplads, indtil de missede den sidste port ved simpelthen at sejle forkert. Derfor røg de ned på en ottendeplads efter en ellers fejlfri sejlads.

- Vi har ikke styr på banen. New Zealand begynder at råbe ned til os, så der tænker jeg, at der er et eller andet galt, siger Jonas Warrer til TV 2 SPORT.

I anden sejlads blev det til en niendeplads, så samlet ligger den danske 49'er på sjettepladsen. Derfor er der trods fejlen stadig håb og medaljechance forude.

Anne-Marie Rindom udbyggede sin føring i Laser Radial-klassen efter ottende sejlads. Hun har nu 30 point - og der er dermed liv i medaljedrømmen. 

Op og nedture på svømmelandsholdet 

Svømmeren Pernille Blume slog den danske rekord på 50 meter fri i tiden 24.23. Det rakte til en direkte plads i semifinalen, hvor hun igen imponerede med banens bedste placering.

Jeanette Ottesen kom også i semifinalen, men hun måtte se sig slået. Til gengæld gik det bedre under kvindernes medley. Her lever medaljehåbet endnu.

Lotte Friis blev næstsidst i finalen i 800 meter fri, hvor Katie Ledecky satte ny verdensrekord. Se det i videoen i toppen af artiklen.

Bronze til banelandsholdet

Dagens anden bronzemedalje kom i hus sent fredag aften. Den danske kvartet med Lasse Norman, Niklas Larsen, Frederik Rodenborg Madsen og Casper Folsach førte fra start til slut. Banelandsholdet vandt derfor sikkert over New Zealand i 4.000 meter holdforfølgelsesløbet.

Forinden havde de formået at slå dansk rekord i semifinalen. Desværre blev de slået på målstregen af de australske verdensmestre.

Succes med fjerboldene

Jan Ø. Jørgensen åbnede sit OL med en sikker sejr. Den danske badmintonspiller vandt 21-8, 21-15 over Raul Must fra Estland, og dermed topper danskeren gruppe G efter én kamp. 

Mathias Boe og Carsten Mogensen vandt også deres anden badmintonkamp ved OL i Rio. De sejrede fredag med cifrene 21-17, 21-17 over polakkerne Adam Cwalina og Przemyslaw Wacha. Trods de to sejre er han og Mathias Boe endnu ikke sikre på at gå videre til kvartfinalerne. 

Drømmen om kvartfinalerne lever også stadig for Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, der vandt over damedoublen fra USA.

Det gik knap så godt for den danske mixdouble, der måtte se sig slået af briterne. Dermed er Joachim Fischer og Christinna Pedersen tvunget til at besejre kineserne Xu Chen og Ma Jin, hvis de skal gå videre til kvartfinalerne.

Imponerende slutspurt

Den 29-årige løber Andreas Bube blev nummer to i sit indledende heat på 800 meter ved OL, og han er dermed klar til semifinalerne.

Masser af birdies

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen havde fredag en begivenhedsrig anden runde i OL's golfturnering. I alt slog han otte birdies på de 18 huller. Desværre blev det også til fem bogeys. Samlet er han fire slag under par. 

To danskere klar til OL-finale i dressur

Mens det danske dressurlandshold skuffede med en sidsteplads i holdfinalen, var der kort efter succes i den individuelle konkurrence. Her lykkedes det nemlig både for Anna Kasprzak og Cathrine Dufour at kvalificere sig til OL-finalen, som afvikles på mandag.

Den danske skeetskytte Jesper Hansen var også i aktion fredag. Han ramte næsten alle sine 75 duer, men han missede to gange og er inden de sidste to serier lørdag på en delt sjetteplads.

Den danske skytte Torben Grimmel missede fredag finalen og endte som nummer 23 ud af 47 i 50 meter liggende skydning med riffel.

Efter fredagens aktioner har Danmark nu i alt fire medaljer ved OL i Rio.