Ottesen: Derfor sagde jeg, Blume var heldig

16x9
Jeanette Ottesen føler sig misforstået i udtalelser om sin svømmekollega Pernille Blume. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Jeanette Ottesen forsikrer, at alt er okay mellem hende og Pernille Blume efter en udtalelse i BT har skabt uro omkring de to svømmestjerner.

Jeanette Ottesen føler sig misforstået, efter hun har udtalt sig om Pernille Blumes OL guldmedalje inden Dansk Svømme Award onsdag aften.

- Pernille Blumes svømmeår har været meget heldigt. Superflot, men superheldigt. Der er andre mennesker, der inspirerer mig mere end hende. Andre, der har præsteret godt i flere år, sagde Jeanette Ottesen til BT. 

Det har efterfølgende skabt flere negative reaktioner fra andre i svømmeverdenen, men Jeanette Ottesen er ked af, at hendes kommentar er blevet opfanget så negativt.

- Jeg står stadig ved det, jeg sagde, og sandheden er, at der er andre, der inspirerer mig mere. Men jeg føler det er blevet tolket meget negativt, siger Jeanette Ottesen til TV 2 SPORT. 

Hvad mente du med, at Pernille Blume var heldig, da hun vandt sin OL-guldmedalje?

- Jeg mener stadig det, jeg sagde. For det var superheldigt. Men det skal man også være i en OL-finale. Det er facts, og sådan har jeg også selv vundet før. Sådan er det bare i sport. Man skal være heldig, det er godt at være heldig, og det er positivt at være heldig.

- Derfor forstår jeg ikke, hvorfor det bliver drejet til noget negativt. Det tyder på, at folk ikke rigtig ved noget om sport. Jeg føler i det hele taget, at jeg er blevet misforstået i, hvad jeg sagde.

Kan du forstå, at man kan betragte det som om du er bitter eller misundelig?

- Selvfølgelig vil alle gerne vinde OL-guld, men ligefrem misundelig, det er jeg ikke. Hvorfor skulle jeg være det? Jeg har haft en fantastisk karriere og har det stadig. Jeg er rigtig glad på Pernilles vegne og rigtig glad på dansk svømnings vegne. Alle de ting har jeg også sagt ved OL. Men det blev der ikke skrevet om.

Har du snakket med Pernille Blume efterfølgende?

- Ja, jeg har snakket i telefon med Pernille om det. Jeg har fortalt hende, at der absolut ikke var noget negativt ment om det, jeg sagde. Hun skal også huske, at pressen kan dreje tingene engang imellem. Pernille sagde, at det naturligvis var ærgerligt med artiklen i BT, men at alt var helt fint. Pernille og jeg er helt okay, og der er intet imellem os

Kommer det her til at have nogen indflydelse på jeres forhold fremmadrettet?

- Nu er Pernille på vej på træningslejr, og jeg har ikke set hende siden Dansk Svømme Award, men jeg håber virkelig ikke, det kommer til at have nogen indflydelse. Jeg håber, at folk de forstår, at pressen kan dreje tingene engang imellem og at ting, der bliver sagt kan misforståes.

Pernille Blume skal sammen med en større del af det danske svømmelandshold på træningslejr til Sydafrika, hvor de vil være i to uger. TV 2 SPORT har forsøgt at få kommentar fra Pernille Blume, men uden held.