Guld og sæsonens bedste tid: – Dejligt at føle den der kildren i maven igen

Rikke Møller Pedersen svømmede tirsdag sin hurtigste tid i sæsonen og tog en guldmedalje ved World Cuppen i Tokyo.

2 minutter 18 sekunder og 29 hundrededele.

Den tid kunne Rikke Møller Pedersen kigge op på tavlen og se, da hun havde ramt bassinkanten for sidste gang i dagens finale i 200 meter brystsvømning på kortbane ved World Cup-stævnet i Tokyo. Sæsonens bedste tid på distancen for hende.

- Jeg blev rigtig glad, for det var et stærkt felt, og jeg føler, jeg gjorde nogle ting rigtigt denne gang. Der var mange ting ved World Cuppen i sidste uge i Beijing, der ikke gik så godt. Vendingerne kiksede for eksempel. Så det var vigtigt for mig at gøre det godt ved det her stævne i Tokyo, siger Rikke Møller Pedersen til TV 2 SPORT.

Tiden var så god, at hun svømmede sig ind foran alle konkurrenterne og nappede guldmedaljen.

Og det var dejligt at præstere så godt i netop Tokyo, hvor hun følte, konkurrencen var hård.

- Lige præcis i Japan er brystsvømning meget udbredt, og der er derfor et højt niveau, og lige pludselig viste det sig, at der også var en masse andre gode fra både Spanien og Rusland. Så det var spændende og rart at føle den der kildren i maven igen, siger Rikke Møller Pedersen.

Det er særligt følelsen af, at elementerne i svømningen bare fungerede, der betyder meget for hende.

Inden løbet havde hun nemlig besluttet sig for ikke at lade sig distrahere af de øvrige svømmere på banerne omkring hende. Det er en fælde, hun tidligere er faldet i. Derudover havde hun planlagt at lægge et ekstra tag på per bane for at ramme væggen helt rigtigt og ikke miste tempo og momentum undervejs.

Og det lykkedes.

- Jeg kunne mærke, der var et bedre flow. Jeg følte, jeg fik al min fremdrift med mig, og at der var lidt mindre modstand. Og så virkede det med vendingerne, hvor jeg følte, at jeg fik min fart med rundt og ud i næste bane, så jeg ikke hele tiden skulle starte fra nul, siger Rikke Møller Pedersen.

Det er den syvende World Cup-afdeling ud af syv mulige i denne sæson, Rikke Møller Pedersen tager medalje. Og der er endnu en mulighed for metal onsdag, hvor hun igen springer i vandet i Tokyo.

Se med når Rikke Møller Pedersen svømmer 100 meter bryst ved World Cup-stævnet i Tokyo onsdag fra klokken 9.30 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.