VM i Kina spares væk for de danske svømmere

16x9
Rikke Møller Pedersen ærgrer sig over, hun ikke skal til VM i Kina, som det ser ud lige nu. Foto: Darko Bandic / Ritzau Scanpix

Danmark rejser ikke til VM på kortbane i december. Det er der ikke råd til, lyder forklaringen fra Dansk Svømmeunion.

Danmarks bedste svømmere kommer ikke til at kæmpe med om VM-medaljer senere på året.

VM på kortbane i Hangzhou, Kina, er ganske enkelt sparet væk.

- Det er en simpelthen en prioritering af VM på langbane næste år, siger sportschef i Dansk Svømmeunion Lars Green Bach til TV 2 SPORT.

Det ærgrer i den grad Rikke Møller Pedersen, der på langbane er verdensrekordholder på 200 meter bryst.

- Lige nu er mit mål, at der er nogen, der vil være med til at sende mig til VM på kortbane. Jeg superærgerlig over, at vores union ikke har penge til det, for jeg vil rigtig gerne ud og konkurrere på det her niveau og måske give de andre nogle klø, siger hun til TV 2 SPORT.

For nogen kan det måske lyde mærkeligt, at landsholdet skal på træningslejr i Japan i efteråret, når der ikke er penge til at rejse til VM i Kina. Det skyldes dog, at Japan er en gavmild nation frem mod OL i Tokyo 2020.

- Vi har indgået en aftale med bystyret i Nagano City, hvor vi laver træningslejr de næste tre år. Det giver os et nyt hjem frem mod OL 2020. Det har vi prioriteret med de begrænsede ressourcer, vi har, siger Lars Green Bach.

Et andet eksempel på de gavmilde japanere finder vi i badminton, hvor det danske landshold har flere invitationer på hånden inden OL. Forskellige byer sammensætter et tilbud, der skal få danskerne til at slå sig ned i deres by under OL 2020.