Rørt Emilie Beckmann vinder EM-sølv

21-årige Emilie Beckmann vandt sin første medalje på langbane, da hun svømmede sig til sølv på 50 meter butterfly.

Emilie Beckmann svømmede sig torsdag til sin første individuelle medalje ved et stort mesterskab på langbane.

I EM-finalen i 50 meter butterfly var hun næsthurtigst af de otte svømmere og sikrede sig dermed en sølvmedalje. Kun den svenske stjerne Sarah Sjöström var hurtigere og vandt sin fjerde individuelle EM-guldmedalje ved mesterskabet i Glasgow. Kimberly Buys fra Belgien vandt bronze.

Den 21-årige dansker vandt sidste år sølv ved kortbane-EM i København. Dagens medalje var hendes første på langbane.

- Jeg er så stolt af mig selv. Det er helt vildt. Og jeg vidste bare, jeg kunne. Det er det vigtigste. Jeg gik bare ud med følelsen af, at jeg kunne vinde, siger en tydeligt rørt Beckmann til TV 2 SPORT.

- Det er virkelig fedt. Jeg havde lige en lille tåretur, da jeg mødte min træner. Det var stort. Det giver rigtig meget blod på tanden, at jeg også kan være med på langbane.

Emilie Beckmann vandt EM-sølv i 50 meter butterfly. Video: Bo Bentsen

Beckmann var godt et halvt sekund langsommere end Sjöström, mens det kun var fem hundrededele af et sekund, der adskilte Beckmann og tyske Aliena Schmidtke, der blev nummer fire.

Medaljen var Danmarks tredje ved EM. Forinden vandt den danske holdkap bronze i 4x100 meter fri, mens Pernille Blume svømmede sig til sølv i 50 meter fri.

Klokken 19.07 skal Emilie Beckmann igen i aktion, når hun sammen med det danske landshold skal svømme finale i 4x100 meter medley.

Se med på TV 2 SPORT.