Svømmernes landstræner siger op

16x9
Landstræner Dean Boles har opsagt sin stilling. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

Efter mere end tre år som dansk svømmelandstræner har Dean Boles sagt op. Han rejser hjem til et nyt job.

Danmarks bedste svømmere står pludselig uden landstræner.

Dean Boles har opsagt sin stilling efter at have været landstræner i Dansk Svømmeunion siden juni 2015. Allerede ved årsskiftet rejser han hjem til Canada. Dels fordi han savner sin familie, dels fordi han har fået en anden jobmulighed.

I en pressemeddelelse udtrykker Dean Boles, at det på én gang har været svært at beslutte sig for at forlade dansk svømning og let at takke ja til et tilbud i sit hjemland.

- Jeg har nu fået en unik mulighed for både at komme tættere på min familie og samtidig være med til at præge udviklingen i Swim Ontario ud fra en nylig restruktureret plan og arbejde med canadisk svømning igen. Det er en helt speciel mulighed, som jeg kan mærke, jeg bliver nødt til at gribe, siger Dean Boles.

Swim Ontario er et af tre high performance centres i den canadiske svømmeunion.

Holdet består

Dansk Svømmeunion har allerede indledt en dialog med Team Danmark, så man hurtigst muligt kan finde en afløser for Dean Boles.

Han og unionen kan se tilbage på flere internationale medaljer i de seneste tre år, hvor Pernille Blumes OL-guldmedalje i 50 meter fri funkler som et af de absolutte højdepunkter.

Lars Green Bach, sportschef i svømmeunionen, udtaler i pressemeddelelsen, at han er fortrøstningsfuld efter Dean Boles opsigelse. Men han begræder også beslutningen.

- Dean Boles har i mine øjne leveret en forbilledlig indsats som dansk landstræner i svømning. Med et fast og vedvarende internationalt udblik, et stærkt engagement og gode samarbejdsevner har han bidraget til nogle helt afgørende skridt i den fortsatte udvikling af dansk svømmesport, siger Lars Green Bach.

- Vi må selvfølgelig forvente, at der vil være ting, der med Deans fratræden må prioriteres anderledes eller indsatser, der må udskydes, indtil der er fundet en løsning på det hul, Dean efterlader. Men vores ambition er uforandret og lyder fortsat, at dansk landsholdssvømning hører til på højeste internationale niveau.

De næste højdepunkter for dansk elitesvømning er VM på langbane i 2019 og OL i 2020.