Pernille Blume frygtede for sit liv efter hjertefejl

Pernille Blume kæmper med at komme tilbage efter en operation i hjertet og en blodprop i hjernen. Nu taler hun for første gang ud om den svære tid.

Pernille Blume er tilbage i svømmebassinnet efter en tid, hvor livet har sendt hende på dybt vand. En blodprop i hjernen og et hul i hjertet satte ikke bare tvivl ved karrieren. Det satte også tvivl ved, om livet skulle fortsætte.

- Når der er noget galt med ens hjerte, så er det svært at håndtere rent mentalt. Man kan jo ikke undgå at få sådan en: ”skal jeg dø?”, siger hun til TV 2 SPORT.

Selvom hun nu kæmper sig igennem træning efter træning for at vende tilbage til verdenstoppen, så har det været en tid med stor uvished. Efter en tid med store smerter, hvor hun gik til utallige behandlinger, blev hun ramt af meldingen om, at hun havde en hjertefejl.

Det giver et andet perspektiv på livet, når man går igennem sådan nogle ting her

Pernille Blume

- Jeg var lidt bange for at skulle ind og have opereret hjertet. Jeg var bange for genoptræningen og for at komme i gang med at svømme igen. Ville min krop kunne det samme igen? Kommer det her til at gøre, at min karriere slutter?

Kunne ikke løfte armen

Selvom hun forsøgte at svømme videre, så sagde kroppen til sidst stop.

- Sidste år sad jeg en hel træningslejr i Sydafrika og bare gloede, fordi jeg knap nok kunne løfte min arm. Jeg kunne ikke finde ud af at svømme. Det var så grænseoverskridende, for jeg kunne hoppe i vandet, og jeg vidste godt i mit hoved, hvordan jeg skulle svømme. Men når jeg hoppede i vandet, så kunne jeg ikke løfte min arm.

I første omgang lød beskeden på, at det var kronisk, og at hun skulle vænne sig til at leve med hjerteproblemerne. Men den melding ændrede sig, og fysisk er hun nu igen på toppen efter en vellykket operation i december.

Men det er en oplevelse, der stadig sidder i kroppen.

- Det er uundgåeligt, at det ikke kommer ind og påvirker én i en eller anden grad. At man føler, at der er nogle ting, der er fremmed. At min krop stadig kan virke lidt fremmed. Jeg kan ikke sige, at jeg er 100 procent ovenpå mentalt, men jeg er i en proces, og det går i den rigtige vej. Det giver et andet perspektiv på livet, når man går igennem sådan nogle ting her.

Kæmper for comeback

Pernille Blume havde håbet på at kunne deltage ved Danish Open, der afholdes i de her dage. Men det viste sig at være for tidligt for den olympiske guldvinder.

- Det er bedre lige at give mig lidt ekstra tid til at komme tilbage og føle mig okay og føle mig tryg i min egen krop, siger hun.

Hun ved ikke med sikkerhed, hvornår hun igen skal svømme ved en konkurrence igen, men hun kæmper i svømmebassinet for at kunne blive klar til en stor turnering i slutningen af april.

- Jeg har meget, meget svært ved at sige, hvor klar jeg når at blive, og hvad der kommer til at komme ud af det, for der er stadig så mange ukendte faktorer i det her. Det bliver mit første stævne, siden jeg har fået ordnet mit hjerte, så der er mange ting, der skal falde på plads - også oppe i hovedet. Det er vigtigt for mig at gøre det til en succes ved at gøre det til en god oplevelse mentalt.