Topsvømmer: - Vi har mistet tilliden til ledelsen i Dansk Svømmeunion

16x9
Daniel Skaaning udtrykker mistillid til ledelsen i Dansk Svømmeunion. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

To trænere er stoppet på det nationale træningscenter. Det har fået svømmerne til at udtrykke mistillid til ledelsen.

Danmarks bedste svømmere har mistet tilliden til ledelsen i Dansk Svømmeunion.

Det fortæller Daniel Skaaning i et statement til TV 2 SPORT. Hans statement er svømmernes første samlede udmelding, siden TV 2 SPORT kunne fortælle, at trænerne MartinTruijens og Mads Bjørn Hansen havde opsagt deres stillinger efter uenigheder med unionen.

De har ikke været i stand til at løse de problemstillinger, som har været presserende. Ikke nu - og ikke i tiden helt tilbage til 2004

Daniel Skaaning

TV 2 SPORT bringer herunder Daniel Skaanings statement i sin fulde længde. NTC er en forkortelse for det nationale træningscenter, hvor Danmarks bedste svømmere er samlet.

Svømmerne på NTC er ekstremt kede af, at situationen er kommet til, at Martin og Mads har været nødsaget til at opsige deres stillinger, og at ledelsen så valgte at fritstille vores trænere med øjeblikkelig virkning. De uenigheder, der har været mellem ledelsen i Dansk Svømmeunionen og trænerteamet om, hvordan eliteidræt skal forvaltes, burde være håndteret i stedet for eskaleret.

Svømmerne på NTC er meget forbavsede over den situation, som ledelsen har sat os i. De river fundamentet og stabiliteten, kort inden VM, væk under os og har ikke været i stand til at løse de problemstillinger, som har været presserende. Ikke nu - og ikke i tiden helt tilbage til 2004 og frem til i dag.

Vi vil rigtig gerne spørge ledelsen, om de mener, at de sender et 100 % forberedt og motiveret hold til VM i Sydkorea?

Svømmerne på NTC har mistet tilliden til, at den nuværende ledelse i Dansk Svømmeunion, med Pia Holmen i spidsen, kan få dansk svømning på rette kurs.

To forskellige opfattelser

Onsdag fortalte Dansk Svømmeunion, at trænernes opsigelse skyldes, at unionen og de to trænere 'ser på nogle punkter forskelligt på, hvordan vores træningsmiljø på NTC skal fungere.' Sportschef Lars Green Bach ønskede ikke at uddybe, hvad parterne er uenige om, men han vil gerne fortælle, hvordan unionens filosofi er:

- Svømning er en af de sportsgrene med allerstørst konkurrencetæthed, og det skal kombineres med danske værdier, som er defineret i værdisæt hos DIF og Team Danmark omkring helhed, udvikling, samarbejde, engagement og trivsel. Vi lægger stor vægt på en grad af trivsel og fællesskab omkring at nå de internationale resultater, og det skal ske i sammenhæng og ikke på trods af hinanden, sagde Lars Green Bach til TV 2 SPORT.

Svømmeunion bekræfter træneropsigelse: Situationen er ikke ideel

Forfatter: Simon Tordrup Jensen
 
{settings}
 

I Team Danmark, der støtter svømmeunionen økonomisk, bakker direktør Lone Hansen op om Dansk Svømmeunion.

- Det handler om rammerne og værdierne. Det er det, der har været i spil, og det er derfor, samarbejdet skal ophøre her. Hvis man ikke er enige om de grundlæggende rammer og værdier, så er det svært at kunne arbejde med et meget, meget konkurrencepræget miljø. Vi skal kunne gå til grænserne, vi skal kunne arbejde tæskehårdt med eliteidrætten og så stole på, at det er på et godt værdigrundlag, siger Lone Hansen til TV 2 SPORT.

Topsvømmere takker Truijens

Inden torsdagens statement fra Daniel Skaaning har flere topsvømmere vist deres støtte til Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen.

På Instagram har blandt andre Skaaning, Viktor Bromer og Emily Gantriis delt opslag for at støtte de tidligere trænere.

- Jeg er så taknemmelig for alle minderne, glæden, træningstimerne, det hårde arbejde og først og fremmest, at jeg har haft de to bedste trænere, der findes. Tak, skriver Amalie Mikkelsen.

Signe Bro on Instagram: “We are not a team because we work together. We are a team because we respect, trust, and care for each other.”

Forfatter: signebro
 
{settings}
 

- Vi er ikke et team, fordi vi arbejder sammen. Vi er et team, fordi vi respekterer hinanden, stoler på hinanden og tager sig af hinanden, skriver Signe Bro.

Landstræner Stefan Hansen, der blev ansat i starten af 2019, overtager den daglige træning frem mod VM.

TV 2 SPORT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Dansk Svømmeunion.

Flere kedelige sager

Afskeden med de to trænere er den seneste af flere kedelige sager i Dansk Svømmeunion inden for det seneste halve år.

I december 2018 sagde landstræner Dean Boles op efter at have siddet i jobbet i over tre år, og i april bragte DR Sporten en dokumentar, hvor miljøet blandt elitesvømmerne fra 2003 til 2012 blev kritiseret voldsomt.

Kritikken var især rettet mod de tidligere trænere Mark Regan og Paulus Wildeboer, der var trænere på det tidspunkt.