Svømmedirektør tager orlov efter afsløringer

16x9
Direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen Christensen. Foto: Michael Bothager / Scanpix Denmark

Pia Holmen tager orlov fra Team Danmark-bestyrelse, mens undersøgelse af forholdene for elitesvømmere foregår.

Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen, tager orlov fra Team Danmarks bestyrelse for at skabe ro omkring en uvildig undersøgelse af forholdene for danske svømmere. Det oplyser Team Danmark onsdag formiddag.

I april afslørede en DR-dokumentar store problemer i svømmesporten, hvor flere landsholdssvømmere blev ramt af spiseforstyrrelser og psykiske problemer på grund af blandt andet offentlige vejninger frem til 2013.

Det er noget af det, som skal undersøges nærmere.

Pia Holmen har ved siden af sit virke som direktør i svømmeunionen også fungeret som næstformand i Team Danmark. Og de to roller på samme tid vil skabe for meget uro, lyder konklusionen.

- Mit ønske om orlov hænger sammen med, at jeg ikke ønsker, at der skal kunne sættes spørgsmålstegn ved hverken undersøgelsen, Team Danmarks indstilling til undersøgelsens resultater og selvfølgelig også min egen habilitet.

- I den kommende tid vil jeg koncentrere mig om at skabe de bedst mulige forhold for vores svømmere på det Nationale Træningscenter.

- Og så vil jeg og Dansk Svømmeunion selvfølgelig stå til rådighed for den undersøgelse, der skal gennemføres, siger Pia Holmen i en pressemeddelelse.

Team Danmarks bestyrelsesformand, Københavns overborgmester Frank Jensen (S), tager beslutningen til efterretning.

- Det er efter min mening en rigtig og velovervejet beslutning, Pia Holmen har truffet.

- Det er vigtigt, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved den kommende undersøgelses uafhængighed. Det er den alt for vigtig til, siger Frank Jensen.

Undersøgelsen sættes i gang inden for de kommende uger og forventes afsluttet i løbet af efteråret.

Kommissoriet bag undersøgelsen er formuleret i fællesskab mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark og med sparring fra Kulturministeriet.

Her får du et overblik over sagen i dansk svømning:

2002

  • Dansk Svømmeunion indleder et samarbejde med Team Danmark, der til gengæld for økonomisk støtte kræver internationale topresultater.

2003

  • Australieren Mark Regan begynder 1. marts som landstræner på Det Nationale Træningscenter (NTC) i Farum. Han ændrer træningskulturen og flere kilder siger til DR, at han blandt andet taler nedværdigende til svømmerne og indfører offentlige vejninger.

2004

  • Jens Frederiksen, der var træner for Farums elitesvømmere, gør i en e-mail 2. december til Kaj Aagaard, der dengang var formand for Dansk Svømmeunion, opmærksom på Regans hårde træningsmetoder, men han får ikke svar fra formanden.
  • Den femdobbelte OL-finalist Mette Jacobsen stopper på NTC på grund af Mark Regan.

2005

  • Team Danmark vedtager nye retningslinjer, hvor det bliver beskrevet, at vejninger skal foregå frivilligt og i et aflukket lokale. 23 svømmere fortæller dog til DR, at de offentlige vejninger fortsætter efter 2005 og frem til 2013.

2006

  • Svømmeren Jeanette Ottesen stopper som 17-årig på NTC, fordi hun har udviklet en depression og en spiseforstyrrelse. To år senere vender hun tilbage og bliver Danmarks mest vindende svømmer gennem tiderne.

2008

  • EM-finalisten Kathrine Jørgensen bliver efter et ophold på NTC med gentagne offentlige vejninger ramt af angst, depression og bulimi. 3. januar tager hun en overdosis smertestillende medicin og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.
  • Mark Regan stopper som landstræner. Han siger til DR, at han aldrig har gjort noget forkert.
  • Hollandske Paulus Wildeboer bliver ny landstræner, og han fortsætter ifølge DR's kilder de offentlige vejninger og mobber svømmerne med deres vægt.

2011

  • Ifølge DR's kilder indfører juniorlandstræner Michael Hinge offentlige vejninger blandt de unge svømmere.
  • Sidse Kehlet er en af dem, og hun udvikler bulimi, depression og pillemisbrug og stopper i 2014 karrieren som 18-årig.
  • Hinge afviser anklagerne.

2013

  • Paulus Wildeboer stopper som landstræner. Han døde i 2014.

2014

  • Michael Hinge stopper som juniorlandstræner.

2017

  • DR skriver om "fejlagtige træningsmetoder, psykisk terror, verbal degradering af svømmere, vægtkontrol og spiseforstyrrelser" på elitecentret under landstræner Mark Regan fra 2004 til 2008.

2019

  • 22. april sender DR dokumentaren "Svømmestjerner - Under overfladen", der afslører træningsmetoderne på NTC fra 2003 til 2013. Her fortæller flere danske svømmeprofiler om kritisable forhold med offentlige vejninger og nedladende bemærkninger.
  • 6. maj meddeler Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark, at de igangsætter en uvildig undersøgelse, efter at flere elitesvømmerne har kritiseret metoderne.
  • Svømmetrænerne på NTC Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen opsiger 12. juni deres stillinger på grund af uenigheder med forbundet. Det får elitesvømmerne til i en fælles besked at erklære deres mistillid til ledelsen i Dansk Svømmeunion.
  • 19. juni meddeler Team Danmark i en pressemeddelelse, at Pia Holmen, direktør i Dansk Svømmeunion, tager orlov fra sin bestyrelsespost som næstformand i Team Danmark, mens den uvildige undersøgelse foregår.

Kilder: DR, Team Danmark, Dansk Svømmeunion.