Wozniacki bekræfter rygter - medvirker i tv-serie

Tennisspilleren Caroline Wozniacki bekræfter på Twitter, at hun medvirker i HBO's komedieserie "Ballers".

Da Caroline Wozniacki fik taget et billede med blandt andre Dwayne "The Rock" Johnson i december, begyndte flere medier at spekulere i, hvorvidt danskeren ville have rolle i et afsnit af HBO-serien "Ballers".

Her, lidt over syv måneder senere, er der nyt fra Wozniacki, der afslører hemmeligheden bag billedet (se billedet nederst i artiklen).

Efter henvendelser fra fans på det sociale medie Twitter fortæller tennisspilleren, at hun medvirker i næste afsnit (afsnit to, red.) af sæson to.

- Jep! Glem ikke at se med på søndag!! Og hverken nys eller kig væk, for så kan du gå glip af det, skriver Caroline Wozniacki på Twitter.

Ud fra Wozniackis tweet tyder meget på, at der er tale om en meget lille rolle. Se traileren med Caroline Wozniacki her.

- Nej! Du så rigtigt!! Se næste afsnit i næste uge, skriver Wozniacki i et andet tweet.

Komedieserien "Ballers" fik premiere sidste sommer og handler om en gruppe tidligere og nuværende footballspillere i Miami i Florida. Dwayne "The Rock" Johnson er pensioneret superstjerne og indtager rollen som finansiel rådgiver for aktive sportsudøvere. 

- Hænger ud med folkene fra "Ballers". Tak fordi jeg måtte komme. Det var sjovt, skrev Caroline Wozniacki på Instagram i december.

Udover Dwayne Johnson er det skuespillerne Rob Corddry og Andy Garcia, der også medvirker i serien.

Næste sportslige opgave for Caroline Wozniacki er japanske Hiroko Kuwata, som hun møder i Citi Open i aften amerikansk tid.