Clara er yngste DM-vinder nogensinde: Det er meget overvældende

Clara Tauson har svært ved at forstå, at hun som blot 13-årig kan kalde sig danmarksmester i tennis og dermed den yngste i historien.

13-årige Clara Tauson måtte ud i tre sæt mod den to år ældre Hannah Viller Møller i lørdagens DM-finale.

Men da sejren endelig var en realitet, kunne hun lade sig kåre som den yngste vinder i historien.

- Det er meget overvældende. Jeg havde ikke regnet med at komme ind og vinde den her kamp, fordi jeg tabte til hende sidst i en meget tæt kamp, så det er rigtig rart, fortæller Tauson til TV 2 SPORT.

Rekorden som den yngste DM-vinder overtager hun fra Caroline Wozniacki, som vandt sin første DM-sejr som 14-årig. Caroline Wozniacki håbede sin tid ellers på, at hendes rekord ikke ville blive slået.

Men det lykkedes dog for Clara Tauson, som havde svært ved at forstå, hun nu er rekordindehaver.

- Det troede jeg ikke, jeg ville blive. Men det er meget rart. Jeg er meget overrasket, fortæller hun og tror på, hun kan træde i Wozniackis fodsport.

Kommer vi til at se dig til OL?

- Det vil jeg da håbe.

Se de sidste bolde i hendes DM-sejr her: