Wozniacki fejlede igen og igen: - Det er helt uhørt

TV 2 SPORTs tenniskommentator mindes ikke at have set Caroline Wozniacki lave så mange fejl, som det var tilfældet i kvartfinalen i Sydney.

-  Det var et fantastisk tennisdrama, men desværre også en forfærdelig tenniskamp.

Sådan sagde TV 2 SPORTs tenniskommentator Henrik Jensen efter Caroline Wozniackis kvartfinalenederlag til Barbora Strycova ved WTA-turneringen i Sydney tidligt onsdag morgen.

En kamp, den danske tennisstjerne tabte med cifrene 5-7, 7-6 og 4-6.

Opgøret var præget af bemærkelsesværdigt mange mistræffere fra både Wozniacki og Strycova. Men det var især de mange vildfarende bolde, danskeren sendte afsted, der fik tenniskommenatoren til at løfte øjenbrynene. 

- Det var en meget, meget underlig tenniskamp. Den var rodet, og der var mange fejl. Caroline Wozniacki lavede mere end 40 uprovokerede fejl. Det er helt uhørt. Jeg kan ikke huske, hun nogensinde har lavet så mange fejl i en tenniskamp, lyder det fra Henrik Jensen.

Opgøret blev afviklet under nogle særdeles varme forhold i den bagende australske middagssol. Temperaturen nåede op imod 40 grader, da den var højest, hvilket var medvirkende årsag til de mange fejl. 

Det der dog gør Henrik Jensen mest nervøs, er udfaldende, som Caroline Wozniacki nu har haft i sæsonens indledende uger.

- Det er bekymrende, at Wozniacki, både i sidste uge i Auckland og nu i Sydney, havde vindertrøjen på, men alligevel smider det væk.

- Hun lavede alt for mange fejl til, at hun kunne vinde kampen. Og det er meget bekymrende med så få dage til Australian Open, at hun ikke er i stand til at lukke kampene, når hun er i en vinderposition.

- Det er noget, de skal tale om i Wozniacki-lejeren. Så hun ikke står i en vinderposition mod en svagere modstander og smider det væk. Jeg er helt sikker på, at det er noget, som Piotr Wozniacki kommer til at tale meget med Caroline om i de næste dage.

Caroline Wozniackis næste opgave er Australian Open. Lodtrækningen til turneringen finder sted på fredag.