Tog et døgn at færdigspille: Wozniacki vinder udskudt kvartfinale

Caroline Wozniacki er videre til semifinalen ved Qatar Open, hvor hun under en time efter skal møde OL-guldvinderen.

Over et døgn efter Caroline Wozniacki tog hul på sin kvartfinale ved Qatar Open, kunne hun få lov til at spille den færdig.

Og det endte på den bedst mulige måde mod amerikanske Lauren Davis.

Med cifrene 7-5, 6-1 er danskeren videre til semifinalen, som allerede bliver spillet senere fredag aften.

Det kan den komme til, fordi regnen har væltet ned over Qatar i løbet af denne uge, hvor turneringen har været afviklet.

Det har betydet, at Wozniackis kampe de sidste tre dage er blevet udskudt og dermed gjort kampprogrammet endnu mere sammenpresset.

Wozniacki havde problemer i første sæt mod Lauren Davis.
Wozniacki havde problemer i første sæt mod Lauren Davis. Foto: NOUSHAD THEKKAYIL / Scanpix Denmark

Det kunne ses på Wozniackis kvartfinale, som blev afbrudt torsdag ved stillingen 1-0 til danskeren. Fredag formiddag blev kampen genoptaget, og her øgede danskeren sin føring til 2-0, inden de to spillere igen måtte forlade banen på grund af regn.

Det var med det udgangspunkt, at de to spillere forsøgte at færdiggøre deres kamp fredag aften.

Og det blev en usikker kamp, hvor begge spillere skiftedes til at bryde hinanden. Især virkede Wozniacki mest irriteret over de mange forstyrrelser samt en kraftig vind på banen.

Danskeren blev brudt tre gange og var nede med to sætbolde i første sæt. Men pludselig fandt hun storspillet frem og brød tilbage og vandt første sæt.

Lauren Davis kom især ud at løbe mod Caroline Wozniacki i andet sæt.
Lauren Davis kom især ud at løbe mod Caroline Wozniacki i andet sæt. Foto: NOUSHAD THEKKAYIL / Scanpix Denmark

I andet sæt var der ingen tvivl om, hvem der var den stærkeste af de to kvinder. Wozniacki kørte Davis rundt og tankede selvtillid forud for semifinalen.

Her venter Monica Puig fra Puerto Rico, der overraskende vandt guld ved OL i 2016, hvor hun besejrede Angelique Kerber i finalen.

Den kamp kan ses på TV 2 SPORT samt følges på sport.tv2.dk.