Wozniacki skal op mod den olympiske mester i mulig semifinale

Monica Puig har spillet sig i semifinalen ved Qatar Open med en sejr i den udsatte kamp mod Daria Kasatkina.

Se Wozniackis kvartfinale lige nu på TV 2 SPORT

Skulle Caroline Wozniacki vinde sin kvartfinale over amerikanske Lauren Davis, venter den olympiske mester Monica Puig i semifinalen, som efter planen spilles allerede i eftermiddag klokken 14:30.

Puig spillede i formiddags sin kvartfinale færdig mod Daria Kasatkina, efter den blev afbrudt i tredje sæt i går. Her lykkedes det Puig at hive sejren i land med sætcifrene 4-6, 7-5 og 6-4 over russeren, der slog verdens nummer to, Angelique Kerber, ud i anden runde.

- Puig går meget efter sine slag og har et meget kraftfuldt spil. Kasatkina havde måske passet lidt bedre, for Caroline har ikke de store våben. Hun er god til at holde boldene i gang. Der er Caroline én af de bedste i verden, siger TV 2 SPORT's tennisekspert Patrik Wozniacki.

- Rammer Puig dagen, som hun for eksempel gjorde til OL, så kan hun slå alle. Dog vandt Caroline, sidst de spillede sammen i Sydney, men det var en hård kamp i tre sæt, hvor Puig egentlig i store dele af kampen spillede bedre end Caroline, men hvor hun ikke fik udnyttet sine chancer.

Patrik Wozniacki tror dog, at hans søster har, hvad der skal til for at gøre det mere end svært for den sensationelle OL-guldvinder.

- Jeg synes, hun har vist rigtig gode tendenser indtil videre, og kan hun fastholde det niveau, så skal Puig virkelig spille godt for at have en chance for at slå Caroline.

Der er dog det i det, at Wozniackis kvartfinale, som i går blev udsat ved stillingen 1-0 i danske favør i første sæt, begynder lidt over 11 dansk tid. Allerede 14:30 er semifinalen mod Puig programsat, så den korte pause mellem kvart- og semifinale kan både blive en fordel og en ulempe for Wozniacki.

- Det kommer an på, hvor lang kampen bliver. Bliver det en kort kamp, er det rigtig fin opvarmning frem mod kampen senere. Puig har også spillet en forholdsvis lang kamp; godt nok ikke så langt et tredje sæt i dag. Men det vil også sidde lidt i kroppen på hende, siger Patrik Wozniacki.

Caroline Wozniackis kvartfinale kan ses netop nu på TV 2 SPORT.