Wozniackis modstander i kvartfinalen: Jeg er blevet bedre til alting

I kvartfinalen ved Indian Wells skal Caroline Wozniacki møde doubleeksperten Kristina Mladenonic, der er ved at skabe sig en stor singlekarriere.

Kristina Mladenovic har i flere år været en fast del af verdenstoppen – i double.

Nu er hun også ved at kæmpe sig frem blandt de allerbedste i single.

Siden årsskiftet har hun vundet sin første titel i single, og så er hun rykket 16 placeringer frem på verdensranglisten.

- Jeg har spillet godt siden sæsonstarten. Jeg har forbedret mig meget. Alting er blevet bedre, og det kan ses på banen, siger Kristina Mladenovic til TV 2 SPORT.

Mladenovic’ første singlesejr kom i Skt. Petersborg i januar, og sidst i februar nåede hun hele vejen til finalen i Acapulco.

Næsten lige så godt er det gået for Caroline Wozniacki, der nåede finalen i både Qatar og Dubai. I modsætning til Mladenovic tabte hun dog begge opgør.

Jagter revanche

Torsdag aften mødes de to spillere i kvartfinalen ved Indian Wells, og her vil franskmanden sandsynligvis tage masser af selvtillid med på banen.

Jeg tror, Mladenovic vil ind og spille offensivt i kvartfinalen og prøve at afgøre det ved nettet. Her er det, at Wozniackis forcer med dybe returneringer skal holde Mladenovic på afstand.

Netop selvtillid og troen på egne evner kan Kristina Mladenovic få brug for mod Caroline Wozniacki. De to spillere har mødt hinanden tre gange tidligere, og Wozniacki har vundet hver eneste gang.

- Hun er en god spiller, der er kommet stærkt tilbage. Hun har masser af selvtillid for tiden og spiller godt, så jeg forventer helt sikkert en hård kamp. 

- Jeg skal bare forsøge at spille mit bedste, og så ser jeg frem til at få revanche.

Kvartfinalen mellem Wozniacki og Mladenovic spilles torsdag aften dansk tid. Det er femte gang, Wozniacki når kvartfinalen i Indian Wells, der er en af årets største turneringer.

Caroline Wozniacki
VS
Kristina Mladenovic
Sejre i indbyrdes opgør
3
0
Placering på verdensranglisten
14
26
Antal titler på WTA Touren
25
1
Præmiepenge i karrieren, kroner
157.017.520
36.041.251
Alder
26
23
Kampe i karrieren
524 sejre, 214 nederlag
244 sejre, 205 nederlag
Favorithånd
Højre
Højre
Nationalitet
Dansk, født i Odense
Fransk, født i Saint Pol sur Mer