Wozniacki taber tæt kvartfinale ved Indian Wells

Caroline Wozniacki tabte kvartfinalen ved Indian Wells i tre sæt over franske Kristina Mladenovic.

Se eller gense Caroline Wozniackis kamp, når den torsdag aften bliver vist på TV 2 SPORT klokken 22.10.

I temperaturer på over 30 grader måtte Caroline Wozniacki se chancen for en semifinale ved Indian Wells glippe.

I kvartfinalen tabte hun til franske Kristina Mladenovic med 6-3, 6-7, 6-2.

De to spillere begyndte kampen med at holde serv én gang hver. Men derefter skruede Wozniacki op for tempoet og tvang Mladenovic til at begå fejl.

Det resulterede i fire partier i træk til danskeren. Semifinalen kom for alvor tæt på.

Ukoncentrationen sneg sig dog en smule ind for Wozniacki, som blev brudt, da hun kunne serve første sæt hjem. Mladenovic fulgte op med at holde sin serv, og derfor var der pludselig pres på Wozniacki for at skulle holde sin serv. Men det formåede hun at præstere under.

Kristina Mladenovic havde lidt mere tryk i spillet i andet og tredje sæt. Caroline tabte noget længde på sine bolde, og det gjorde, at Mladenovic fik frit spil og kunne holde trykket hele vejen igennem resten af kampen.

Andet sæt blev en langt mere rodet affære mellem de to spillere. Mladenovic viste, hvorfor hun blot siden nytår er rykket 16 pladser frem på verdensranglisten.

To gange var hun oppe med et break ved stillingen 5-4 og havde muligheden for at serve sættet hjem.

Wozniacki ville dog ikke give sættet uden kamp og brød to gange tilbage. Dermed skulle de afgøre sættet i en tiebrak, hvor Mladenovic udnyttede den anden af sine sætbolde.

Ved stillingen 2-1 til Caroline Wozniacki i tredje sæt måtte danskeren have behandling. Efter en masse tape rundt om den højre fod, var hun klar til at spille videre.

Men foden så ud til at volde hende problemer i resten af kampen. Mladenovic kørte danskeren rundt på banen og tog de næste fem partier i træk og dermed sejren.