Han ofrer bryllupper og juleaftener: Nu er Wozniacki mit liv

Sascha Bajin er en af de mest eftertragtede mænd på WTA Touren. Han tilsidesætter sit eget liv for at være ’hitting partner’.

- Jeg er standby 24 timer i døgnet, syv dage om ugen.

Sascha Bajin er loyal som få. Den populære træningsmakker ofrer hele sit eget liv for at hjælpe verdens bedste tennisspillere, og nu har han valgt at arbejde sammen med Caroline Wozniacki, der torsdag aften blev slået ud af Indian Wells med 6-3, 6-7, 2-6 til franske Kristina Mladenovic. 

- Hun er mit liv i øjeblikket. Jeg dedikerer alt til dette job. Jeg har tidligere ofret både min mors og min søsters bryllup, og jeg er gået glip af 11 juleaftener i træk, fortæller Sascha Bajin til TV 2 SPORT.

Tidligere har han været en del af Serena Williams' team i otte år, frem til 2015. Sidenhen har den tyskfødte serber arbejdet sammen med flere andre tennisstjerner, blandt andre Victoria Azarenka. 

- Jeg er meget engageret, og når jeg først begynder på noget, så er jeg der for min samarbejdspartner mere end for mig selv. Derfor går jeg også på banen med feber, og forleden fik jeg fjernet en tand – men trænede alligevel med sting i munden dagen efter.

Imiterer de andre spillere

Caroline Wozniacki og Sascha Bajin annoncerede deres samarbejde i slutningen af februar. I første omgang rækker det frem til april, men noget tyder på, at det sagtens kan ende med at blive forlænget.

- Sascha er god. Han kender de forskellige spillere og kan give mig anderledes bolde. Han kan steppe det op, og det har betydet meget for mig tennismæssigt, har Caroline Wozniacki tidligere sagt til TV 2 SPORT.

Samme opfattelse har New York Times’ faste tennisreporter, Ben Rothenberg.

- Han er enormt god til at imitere andre spillere på banen. Han kan slå ligesom Madison Keys, Radwanska og alle andre højrehåndede spillere.

- Det kan Caroline Wozniacki bruge i træningen, og så kan hun lytte til ham. Hun har tydeligvis været meget loyal over for sin far, men der kan være brug for forandringer. Her kan han være en ny stemme i snakken, og det kan kun hjælpe – især når Sascha har så meget erfaring.

Midt i roserne står Sascha Bajin, der trods et begrænset privatliv har det ganske godt som fast træningsmakker til Caroline Wozniacki.

- Jeg elsker mit arbejde, og det gør det hele meget nemmere.

Sascha Bajin er også med, når Caroline Wozniacki spiller Miami Open fra den 21. marts til den 2. april.