Chokeret Pliskova - slår bolden ind i norsk dommer

Karolina Pliskova fra Tjekkiet fik sig et mindre chok i semifinalen ved Indian Wells, da hun slog en bold direkte ind i kampens norske dommer.

Se finalen i Indian Wells søndag kl. 19.45 på TV 2 SPORT

I de fleste sportsgrene findes den bedste dommerpræstation ofte, når dommeren nærmest har været 'usynlig' og ikke har tiltrukket sig opmærksomhed.

Det kunne norske Julie Kjendlie dog ikke undgå, da hun dømte semifinalen imellem russiske Svetlana Kuznetsova og tjekkiske Karolina Pliskova i WTA-turneringen Indian Wells.

Midt i andet sæt skulle tjekken returnere en hård serv, men hun nåede kun at sætte ketcheren på, så bolden ændrede retning direkte mod dommeren.

Julie Kjendlie i dommerstolen nåede kun lige at dreje hovedet en smule væk, men heldigvis ramte bolden hende på det øverste af skulderen. Begge spillere var hurtige til at gå op og spørge til dommerens tilstand.

- Jeg har det fint. Det var bare skulderen, lød det fra nordmanden, imens hun sendte et smil af sted til Pliskova, der endnu en gang udtrykte, hun var ked af at have ramt Kjendlie.

- Nej, nej, det er okay, grinte Kjendlie igen.

Julie Kjendlie smiler til Pliskova.
Julie Kjendlie smiler til Pliskova. Foto: TV 2 SPORT

Situationen ledte tankerne tilbage på den Davis Cup-opgøret i starten af februar, hvor den blot 17-årige canadier Denis Shapovalov skød dommeren lige i øjet.

De to tilfælde kan dog på ingen måde sammenlignes, og Denis Shapovalov fik da også en bøde efter episoden, ligesom Canada omgående blev taberdømt midt i kampen.

Karoline Pliskova endte med at tabe opgøret 6-7, 6-7, og dermed bliver finalen et opgør imellem de to russere Svetlana Kuznetsova og Elena Vesnina.

Se finalen i Indian Wells søndag kl. 19.45 på TV 2 SPORT