Wozniacki dropper stor grusturnering

16x9
Caroline Wozniacki stiller ikke til start i WTA-turneringen i Rom. Foto: MARY ANN CHASTAIN / Scanpix Denmark

Caroline Wozniacki er ikke at finde på deltagerlisten, når grusturneringen i Rom starter den 15. maj.

Der er mange ranglistepoint og præmiepenge på spil, når WTA-turneringen i Rom begynder den 15. maj.

Desværre bliver det uden dansk deltagelse.

Caroline Wozniacki har nemlig sagt fra til turneringen. Det erfarer TV 2 SPORT. Det er et afbud, som TV 2 SPORT's tenniskommentator kan se en idé i.

- Hun har spillet mange kampe i år. Hun er den spiller med flest kampe, så set i det lys er det meget klogt at vælge en turnering fra på grus, selv om der er mange point på spil, siger TV 2 SPORT's tenniskommentator Henrik Jensen.

Det kan vise sig at være et klogt afbud, for så kan hun møde frisk op til turneringen i Strasbourg inden French Open

Henrik Jensen, tenniskommentator TV 2 SPORT

- Wozniacki har i de seneste år haft det rigtigt svært med at spille i Rom, hvor hun har tabt tidligt i turneringen flere gange i træk. Det kan vise sig at være et klogt afbud, for så kan hun møde frisk op til turneringen i Strasbourg inden French Open. Og bare et par sejre eller tre i den store Grand Slam turnering i Paris på grus vil give Wozniacki en del points til verdensranglisten, siger han.

Der er flere store stjerner tilmeldt turneringen, hvor blandt andet verdens nummer et, Angelique Kerber, og Karolina Pliskova er til start.

Turneringens forsvarende mester, Serena Williams, har ligesom Wozniacki droppet turneringen. Dog har Williams aldrig figureret på deltagerlisten, som Wozniacki gør lige nu.

Afbuddet, som endnu ikke er officielt meldt ud, er også opdateret på danskerens hjemmeside, hvor turneringen i Rom ikke figurerer.

Statistisk set er det ikke Wozniackis yndlingsturnering, som hun har meldt fra til. Hun har ikke vundet en kamp i Rom siden 2011, og hun har tabt i første kamp tre gange i træk. Hendes bedste resultat er en semifinale i 2011, hvor hun tabte til Maria Sharapova.

Caroline Wozniacki deltog ikke i turneringen sidste år, da hun havde en ankelskade.