Sharapova får første Grand Slam-wildcard efter dopingkarantæne

For første gang har Maria Sharapova fået wildcard til en grand slam-turnering efter sin dopingkarantæne.

Tennisspilleren Maria Sharapova er blevet tildelt et af de otte wildcard til US Open, der begynder 28. august.

Det er første gang, den 30-årige russer har fået wildcard til en grand slam-turnering, siden hun i april vendte tilbage fra en 15 måneder lang dopingkarantæne.

Sharapova vandt US Open i 2006, men var ikke direkte kvalificeret til dette års udgave af turneringen, fordi hun efter sin lange, ufrivillige pause er røget langt ned ad verdensranglisten.

Hun fik afslag på et wildcard til French Open, og hun søgte ikke om et fripas til Wimbledon, fordi hun var plaget af en skade.

Den femdobbelte grand slam-vinder og tidligere verdensetter har i det hele taget fået et ret problemfyldt comeback til tennissporten.

Efter afbuddet til Wimbledon har hun også måtte melde fra til turneringer i Stanford og Toronto på grund af en skade i venstre arm.

Og senest takkede hun også nej til at stille op i Western & Southern Open, der spilles i Cincinnati i denne uge. Her var Sharapova ellers blevet tildelt et wildcard af arrangørerne.