Wozniacki får russisk modstander i Cincinnati

16x9
Danske Caroline Wozniacki har været i seks finaler i år, men ingen af dem er blevet vundet. Foto: Dan Hamilton / Scanpix Denmark

Caroline Wozniacki skal møde verdens nummer 18, når hun træder ind i sidste turnering inden US Open.

Caroline Wozniacki spiller onsdag aften cirka kl. 21 på TV 2 SPORT.

Det bliver russiske Elena Vesnina, der kommer til at udfordre Caroline Wozniacki i anden runde af WTA-turneringen i Cincinnati.

Det står klart, efter at Vesnina, der er nummer 18 på verdensranglisten, slog franske Caroline Garcia i første runde.

Russeren vandt kampen i tre sæt 4-6, 6-4, 6-4.

Wozniacki er klar favorit til opgøret efter en sæson, hvor hun han spillet sig i seks finaler - dog uden at vinde nogen af dem.

Wozniacki og Vesnina har mødt hinanden ni gange tidligere. De syv af dem med danskeren som vinder.

Det er også blevet til et enkelt møde tidligere i år. Det var ved græsturneringer i Eastbourne, hvor Wozniacki overbevisende vandt 6-1, 6-2.

Caroline Wozniacki er nummer fem på den seneste verdensrangliste og stod på grund af sin høje placering på verdensranglisten over i turneringens første runde.

Kampen spilles efter planen som den tredje onsdag efter klokken 11.00 lokal tid.

Turneringen i Cincinnati er ifølge Wozniackis hjemmeside hendes sidste forud for US Open, der er årets sidste grand slam-turnering. Den starter 28. august i New York.