Sharapova sendte stikpille til Wozniacki efter sejr

16x9
Maria Sharapova slog Sofia Kenin i tredje runde. Foto: DON EMMERT / Scanpix Denmark

Caroline Wozniacki var kritisk over, at den dopingdømte russer spillede alle sine kampe på Arthur Ashe Stadium ved US Open.

Maria Sharapova gjorde i april comeback på tennisbanen efter den 15 måneder lange dopingkarantæne, hun blev idømt for brug af stoffet meldonium.

Kritikerne blandt tenniskollegaerne har været og er mange, og danske Caroline Wozniacki har flere gange udtalt sig kritisk over hendes comeback, og at hun har fået wildcards til en række turneringer i stedet for at skulle kvalificere sig til dem.

Og da Wozniacki torsdag blev slået ud af US Open, sendte hun en salve af sted mod US Open-ledelsen, fordi Wozniackis kamp blev spillet på mindre baner, mens Sharapova spillede på det enorme Arthur Ashe Stadium.

- Jeg kan sagtens følge business-siden i det, men når nogen kommer tilbage fra en dopingdom og pludselig får lov at spille hver kamp på centre court, kan man godt sætte spørgsmålstegn ved det, sagde Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.

- Det er et dårligt signal at sende til de unge, når man kommer tilbage fra dopingkarantæne og bliver behandlet, som om alting er fint. Det er ikke noget godt eksempel.

Caroline Woznaicki og Maria Sharapova i 2012.
Caroline Woznaicki og Maria Sharapova i 2012. Foto: Scanpix

Mens Wozniacki altså er færdig i turneringen, spillede Maria Sharapova sig natten til lørdag videre til fjerde runde med en sejr over Sofia Kenin.

Da hun blev interviewet efter kampen, blev hun spurgt ind til kritikken om, at hun skulle være blevet forfordelt i forhold til baner.

- Det betyder ikke noget for mig. Det eneste, der betyder noget, er, at jeg er i fjerde runde. Jeg ved ikke helt, hvor hun (Wozniacki, red.) er henne, sagde Sharapova ifølge ESPN.

- Jeg laver ikke programmet. Jeg er et stort konkurrencemenneske. Hvis du sætter mig på en parkeringsplads i Queens i New York, spiller jeg gerne der.

I fjerde runde møder Maria Sharapova lettiske Anastasija Sevastova, der er nummer 17 i verden.

Sharapova har tidligere været nummer et i verden og vundet alle fire Grand Slam-turneringer.