Wozniacki udraderer verdens nummer et og er i finalen

Caroline Wozniacki er klar til sin syvende WTA-finale i 2017 efter storspil mod Garbiñe Muguruza.

Se Wozniackis finale søndag kl. 5 på TV 2 SPORT

Den danske tennisstjerne havde haft en svær vej til semifinalen i Tokyo. Det billede gentog sig ikke for alvor, da Caroline Wozniacki spillede sig i finalen.

Verdens nummer et, Garbiñe Muguruza fra Spanien, blev udraderet af Wozniacki, der vandt sikkert i to sæt med 6-2, 6-0.

I finalen står danskeren over for russiske Anastasia Pavlyuchenkova, der tidligere på dagen slog den tidligere verdensetter, Angelique Kerber, i træ sæt.

Selvom Wozniacki hidtil har spillet seks finaler i år, har hun stadig sin første turneringssejr til gode.

Dansk overtag fra start

I første sæt blev hun brudt en enkelt gang, men til gengæld brød hun selv tre gange, og derfor vandt hun sættet, da Muguruza uprovokeret sendte bolden ud over sidelinjen.

Inden opgøret havde Garbiñe Muguruza flest sejre i indbyrdes opgør mod Wozniacki, men det var svært at forstå bedømt på lørdagens kamp.

Wozniacki viste storspil i begyndelsen af andet sæt. Først holdt danskeren serv, og i partiet efter brød hun Muguruza med et eminent passérslag.

Det endte med at blive ydmygende for verdensranglistens nummer et. Hun kunne intet stille op mod den danske overmagt, som efterhånden lykkedes med alle typer af slag.

For anden gang i sættet brød Wozniacki, og kort efter servede hun sig på 5-0. Så var det kun et spørgsmål om tid, før finalebilletten var i hus for den dominerende dansker.

Blot et enkelt forsøg skulle hun bruge til at sikre sig sejren, da hun med endnu et brud uddelte et sjældent æg til en verdensetter.

Caroline Wozniackis 53 finaler