Wozniacki i kæmpe triumf - slår Williams i finalen

Caroline Wozniacki vandt søndag karrierens største sejr, da hun besejrede Venus Williams i sæsonfinalen.

Cifrene 6-4, 6-4  sikrer Wozniacki det prestigefyldte trofæ i Singapore og en præmiecheck på cirka 14 millioner kroner.

Sæsonfinalen er en turnering for årets otte bedste spillere. Derfor rangerer en turneringssejr i Singapore utroligt højt.

Finalen mod Williams blev indledt med solide servepartier. Både Wozniacki og Williams servede præcist og kraftfuldt, og derfor havde ingen af dem problemer med at holde serv i de tre første partier, som Wozniacki kom ud af med 2-1.

I Williams’ andet serveparti kæmpede Wozniacki forbilledligt. Amerikaneren søgte flere gange frem mod nettet, men det fik hun ikke meget ud af, da Wozniacki løb selv de fjerneste bolde op. Efter en række præcise slag langs linjerne og to breakmuligheder kunne Wozniacki knytte næven og glæde sig over en føring på 3-1.

Desværre for Wozniacki brød Venus Williams hurtigt tilbage. Amerikaneren, der før søndagens finale havde vundet alle syv indbyrdes kampe mod Wozniacki, fik succes med at komme frem til nettet. Derfor kunne hun relativt let reducere, og kort efter servede hun sig også på 3-3.

Herfra ventede et par tætte partier. Først formåede Wozniacki at holde serv, og siden brød hun Venus Williams med en helt fantastisk duel. Caroline Wozniacki sled simpelthen Williams op ved at presse hende længere og længere ud i forhåndssiden. Efter adskillige slag frem og tilbage slog Wozniacki sin forhånd ned langs linien – uden for den 37-åriges rækkevidde.

Nu kunne Wozniacki serve første sæt hjem – men den mulighed eksisterede ikke længe. Erfarne Venus Williams spillede et fantastisk parti, hvor Wozniacki var tæt på at være chanceløs. 5-4 til danskeren, der altså havde endnu en mulighed for at vinde første sæt.

Og den mulighed greb Wozniacki. Ikke mindst fordi Venus Williams lavede tre uprovokerede fejl, mens Caroline Wozniacki slog uhyre sikkert inden for linjerne. Derfor vandt danskeren første sæt med 6-4.

Fantastisk start på andet sæt

Sætcifrene betød, at Wozniacki også fik lov til at serve først i andet sæt. Det udnyttede hun ved at bringe sig foran, og kort efter brød Wozniacki såmænd igen.

I andet sæts tredje parti så det længe ud til, at Venus Williams ville komme på tavlen. Men præcis som det var tilfældet flere gange i første sæt, fik Caroline Wozniacki kæmpet sig tilbage og presset partiet ud i deuce. Danskeren udnyttede derefter sin første fordel og øgede til 3-0.

Efterhånden som sættet skred frem virkede Venus Williams mere og mere opgivende. Samtidig blev Caroline Wozniacki mere og mere dominerende. Danskerens blik var både målrettet og koncentreret, og stort set alle slag gik Wozniackis vej.

Derfor øgede Wozniacki til både 4-0 og 5-0, inden hun kunne bryde sig til sejren. Et par skæve slag fra Wozniacki betød dog, at Venus Williams kunne holde serv og kom på tavlen i andet sæt.

Det ene amerikanske point så ud til at præge Caroline Wozniacki. Hun slog et par dårlige slag, lod en kommentar sive ud mod dommeren og blev til sidst brudt for første gang i sættet.

Med 5-2 på tavlen var det efterhånden nærliggende at spekulere i et utroligt comeback. Især fordi Venus Williams begyndte at spille formidabelt. I det efterfølgende parti var hun urørlig, og så blev pointtavlen pludselig ændret til 5-3.

Caroline Wozniacki kunne dog stadig serve sejren hjem – hvis ikke Venus Williams havde stået på den anden side af nettet. Amerikaneren kæmpede lige så fantastisk, som Wozniacki gjorde i første sæt, og derfor kunne hun nok engang reducere.

Det efterfølgende parti blev tættere end flere af de foregående. Caroline Wozniacki kæmpede sig frem til en matchbold, men symptomatisk for kampen overlevede Williams.

Kort efter fik Wozniacki endnu en mulighed for at bryde sig til sejren. Venus Williams satsede alt og løb frem til nettet, men Caroline Wozniacki kæmpede determineret ved baglinjen og endte med at slå bolden forbi Williams.

Dermed kan Caroline Wozniacki kalde sig for vinder af sæsonfinalen 2017.

Finalen i Singapore var Wozniackis WTA-finale nummer 50.

Caroline Wozniackis 51 WTA-finaler