Ny Wozniacki på vej? 14-årigt dansk tennistalent når milepæl

16x9
Clara Tauson vandt i sommer guld ved det europæiske ungdoms-OL. Mandag debuterer hun på verdensranglisten. Foto: Kenneth Jessen / Scanpix

Clara Tauson har som bare 14-årig spillet sig ind på kvindernes verdensrangliste. Dermed er det danske talent klar til at gå i Wozniackis fodspor.

Caroline Wozniacki tog i weekendens karrierens største sejr, da hun kunne løfte trofæet som vinder af WTA’s sæsonfinale i Singapore. Undervejs satte den danske tennisprofil verdens bedste spillere til vægs, og imponerede flere eksperter med sit spil.

Samme tid, men et noget andet sted – nemlig i Sverige - imponerede en anden dansker udstyret med en tennisketcher.

Det bare 14-årige danske tennistalent Clara Tauson spillede sig nemlig som useedet hele vejen frem til finalen ved Women’s Pro Circuit-turneringen Djursholm Open i Stockholm. Her blev det dog til et nederlag til den 7 år ældre svensker, og verdensranglistens nummer 475, Jacqueline Cabaj Awad.

Det var bare anden gang, den unge dansker deltog i en turnering på det niveau. Men selvom Clara Tauson ikke kunne lade sig hylde som vinder af turneringen, så sikrer præstationerne i den svenske hovedstad hende 7 point til verdensranglisten.

De 7 point sender danskeren direkte ind på den officielle verdensrangliste over verdens 1000 bedste kvindelige tennisspillere, når den opdateres på mandag. Samme verdensrangliste som Caroline Wozniacki aktuelt ligger nummer 3 på - 935 pladser bedre end Clara Tauson.  

Wozniacki også god som 14-årig

En placering som nummer 938 og 11 verdensranglistepoint er ingenting sammenlignet med Caroline Wozniackis 6015 point og en rangering som verdens tredje bedste. Og Clara Tauson skal da også have fart på, hvis hun skal matche Caroline Wozniackis debut i det fineste tennisselskab.  

Caroline Wozniacki var nemlig bare 14 år og 364 dage gammel, da hun debuterede på højeste niveau ved WTA-turneringen i Cincinnati i 2005. Her fik danskeren tildelt et wildcard, og det blev bare til en enkelt kamp, da hun blev blæst af banen af Patty Schnyder med 6-3 6-0, der senere vandt turneringen.

I øjeblikket spiller tennishåbet Clara Tauson turneringer på ITF-niveau. Niveauet lige under WTA-touren, hvor Caroline Wozniacki, Venus Williams og Garbiñe Muguruza til dagligt huserer. Og Clara Tauson har cirka to måneder til at nå en turnering på WTA-niveau, hvis hun skal matche Caroline Wozniackis fart i at opnå samme meritter.

Det har ikke været muligt at sammenligne de to danske tennisesser på verdensranglisten historisk. Caroline Wozniackis ældste notat på verdensranglisten er nemlig dateret tilbage i slutningen af 2006, hvor Wozniacki i en alder af 16 var placeret som nummer 230 i verden.   

Selvom en sammenligning mellem Tauson og Wozniacki på verdensranglisten ikke har været muligt, så er der ingen tvivl om, at Clara Tauson besidder et specielt talent. For sammenligner man med andre spillere i samme aldersklasse, så er danskeren rigtig godt med.

Clara Tauson er sammen med franske Salma Djoubri de eneste 14-årige, der kan prale af, at være blandt de 1000 bedste i verden. Derudover vandt danskeren i sommer guld ved det europæiske ungdoms OL.

Så selvom Clara Tauson stadig har den første turneringssejr til gode på ITF-niveau, så ved det danske tennistalent, hvordan man vinder turneringer.

Allerede i denne uge er hun så i aktion igen, når der er flere point til verdensranglisten på spil ved en ny ITF-turnering i Stockholm.