Cilic tabte til debutant efter tiebreak i sæsonfinale

16x9
Jack Sock slår Marin CIlic ved sæsonfinalerne. Foto: HANNAH MCKAY / Scanpix Denmark

Jack Sock fra USA hentede sin første sejr i tennisherrernes sæsonfinale, da han vandt over Marin Cilic.

Jack Sock hentede tirsdag sin første sejr ved ATP World Tour Finals, tennisherrernes sæsonfinale.

Amerikaneren, der kom med på det yderste mandat, vandt 5-7, 6-2, 7-6 over kroaten Marin Cilic i O2 Arena i London. 

Dermed har Jack Sock, der er med i sæsonfinalen for første gang i karrieren, en sejr efter to kampe. 

Marin Cilic har to nederlag og er sidst i Boris Becker-gruppen, der er opkaldt efter den tyske tennislegende. 

Cilic er dermed uden mulighed for at gå videre fra gruppen. 

Jack Sock skal i sin sidste kamp i gruppen møde Alexander Zverev i en direkte duel om en plads i semifinalen. 

Den 20-årige tysker tabte tirsdag 6-7, 7-5, 1-6 til schweizeren Roger Federer, der er klar til semifinalen efter to sejre i to kampe. 

Alexander Zverev har lige som Jack Sock en sejr og et nederlag. 

Marin Cilic lagde ud med at tabe sit første serveparti mod amerikaneren, men kroaten svarede omgående igen ved at bryde tilbage til 1-1.

Herefter holdt begge spillere serv, indtil Marin Cilic lavede sættets afgørende gennembrud ved at bryde til 7-5. 

I andet sæt var Jack Sock toneangivende, og med servegennembrud til 1-0 og 4-1 banede han vejen for sætsejren. 

I tredje sæt tog Marin Cilic teten med et servegennembrud til 2-0, og kroaten servede sig derefter foran 3-0. 

Jack Sock var imidlertid slet ikke besejret, og med tre partier på stribe - herunder et servegennembrud til 2-3 - fik han udlignet. 

Spillerne holdt serv frem til 6-6 og den afsluttende tiebreak. 

Her kom Marin Cilic foran 4-2, men herefter vandt Jack Sock fem dueller på stribe og dermed kampen.