Wozniacki jagter første turneringssejr i Auckland

Caroline Wozniacki kan igen blive verdensetter, hvis hun vinder WTA-turneringen i Auckland.

TV 2 SPORT sender fra turneringen i Auckland.

Caroline Wozniacki er klar til at tage hul på 2018-sæsonen i tennis, hvor hun kan tage titlen som verdensetter tilbage, efter at hun mistede den i 2012.

Fredag landede danskeren i Auckland i New Zealand, hvor hun mandag stiller op i årets første WTA-turnering for fjerde år i træk.

Hun fortalte ved ankomst i lufthavnen, at hun er klar til den nye sæson.

- Jeg elsker at begynde året her (i Auckland, red.), siger Wozniacki i et videointerview med det newzealandske medie Stuff.

- Så det er dejligt at være tilbage, og forhåbentlig bliver det en god uge for mig.

Sidste år måtte danskeren se sig besejret i kvartfinalen, mens hun året før nåede frem til semifinalen. I 2015 var Caroline Wozniacki i finalen i turneringen. Den finale tabte hun til amerikaneren Venus Williams.

Tilbage i 2009 var en dengang 18-årig Wozniacki også med ved WTA-turneringen, hvor hun nåede frem til semifinalen.

Turneringen i Auckland bliver umiddelbart den eneste hun spiller inden Australian Open går i gang 15. januar, men hun føler, at hun har forberedt sig godt til den nye sæson.

- Jeg har bare trænet, holdt lav profil og ikke lavet så meget. Så jeg har bare forberedt mig på det nye år, siger hun.

Tænker ikke på mulig førsteplads

Med oktobertriumfen i sæsonfinalen i Singapore sluttede Caroline Wozniacki 2017 på verdensranglistens tredjeplads, blot 160 point efter rumæneren Simona Halep på førstepladsen.

I 2018's første uge har danskeren mulighed for at kravle op på førstepladsen, men det kræver, at hun i samme uge klarer sig bedre end Halep og spanieren Garbiñe Muguruza, der ligger på andenpladsen.

Den førende trio deltager i hver sin turnering i årets første uge, og Wozniacki skal sørge for at vinde sin turnering for at komme i spil til førstepladsen.

Derudover er hun afhængig af, at Muguruza ryger ud inden finalen i australske Brisbane, og Halep taber før kvartfinalen i den kinesiske by Shenzhen.

Men den 27-årige dansker har ikke brudt sit hoved med verdensranglistens førsteplads, fortæller hun. Hun fokuserer kun på turneringen i Auckland.

- For at være ærlig, så har jeg ikke rigtig tænkt så meget over det, siger verdens nummer tre.

- Jeg har forsøgt at forberede mig så godt jeg kan, og så vil jeg vinde denne turnering. Så må vi se, hvad der sker.

- Jeg har aldrig tidligere vundet turneringen, så det vil være fantastisk at gøre i år.

I 2017 tog den kun 157 centimeter høje amerikaner Lauren Davis sejren i turneringen i Auckland. Det var hendes første turneringssejr.