Wozniacki runder milepæl: - Jeg føler mig gammel

Caroline Wozniacki spillede onsdag sin kamp nummer 800 på WTA-touren, da hun spillede sig i kvartfinalen ved ASB Classic i Auckland.

Du kan se Caroline Wozniacki mod Sofia Kenin torsdag fra klokken 07.00 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. 

Den 19. juli 2005 spillede Caroline Wozniacki sin første kamp på WTA-touren. 

Siden den dag - for 12 og et halvt år siden - er der løbet meget vand under broen for den danske tennisstjerne, hvor hun blandt andet har vundet 27 turneringer og tilbragt 67 uger på verdensranglistens førsteplads.

Onsdag nåede danskeren så endnu en milepæl, da hun spillede sin kamp nummer 800 på kvindernes tour. En kamp, som hun vandt i to sikre sæt mod kroatiske Petra Martic ved ASB Classic i Auckland.

- Jeg føler mig lidt gammel. Det er helt sikkert lang tid, siger Caroline Wozniacki med et grin til The New Zealand Herald, da hun blev konfronteret med milepælen.

Den 27-årige dansker er fortsat langt efter italienske Francesca Schiavone, der har spillet flest kampe af alle på WTA-touren. Italieneren har spillet 1081 kampe, hvor hun er gået fra banen som vinder 611 gange. 

Caroline Wozniacki har selv vundet 570 af sine kampe, og to af de kampe har været i år, hvor hun har åbnet med sejre over Madison Brengle og Petra Martic ved WTA-turneringen i New Zealand. 

Caroline Wozniacki mener, at hun spillede godt i onsdagens kamp, selvom der alligevel er lidt fejl. Video: Christopher Roth

- Jeg synes, jeg spillede ret godt. Jeg prøvede at være aggressiv hele tiden, og jeg forsøgte at få sat nogle gode server. Jeg laver stadig lidt fejl, selvom jeg føler den sidder der hver gang i træningen, lød det fra Caroline Wozniacki umiddelbart efter onsdagens kamp.

- Det tager lidt tid og et par kampe, før jeg er på 100 procent. Men jeg synes, jeg spillede godt i dag.

Danskeren møder i torsdagens kvartfinale amerikanske Sofia Kenin, der er nummer 108 på verdensranglisten. Wozniacki er nummer tre og sikker på som minimum at rykke op som nummer to på næste uges liste.

Caroline Wozniackis 53 finaler