Wozniacki viste overskud i Auckland efter storsejr

Caroline Woznicki er glad for at være i kvartfinalen ved ASB Classic i Auckland efter en sejr i to sæt over kroatiske Petra Martic.

54 minutter. 

Caroline Wozniacki skulle ikke bruge lang tid på at sikre sig videre avancement til kvartfinalen ved ASB Classic i Auckland efter en sikker sejr på 6-2, 6-2 over kroatiske Petra Martic. 

Og danskeren glæder sig da også over at have fundet et højt niveau fra sæsonens indledning, selvom der fortsat kan snige sig en fejl ind en gang imellem. 

- Jeg synes, jeg spillede ret godt. Jeg prøvede at være aggressiv hele tiden, og jeg forsøgte at få sat nogle gode server. Jeg laver stadig lidt fejl, selvom jeg føler den sidder der hver gang i træningen. Det tager lidt tid og et par kampe, før jeg er på 100 procent. Men jeg synes, jeg spillede godt i dag, lød det fra Caroline Wozniacki umiddelbart efter kampen. 

Den danske tennisstjerne har ikke spillet kampe, siden hun vandt sæsonfinalerne i Singapore i slutningen af oktober, men Wozniacki har ikke holdt kun brugt de to måneder på at holde ferie.

Wozniacki-lejren har i løbet af december været i Miami, hvor de har forberedt sig på den nye sæson. 

- Jeg har arbejdet på alt, jeg skulle arbejde på i offseason, og lige nu forsøger jeg bare på at indarbejde det i kampene og i de situationer, hvor man måske bliver nervøs over, at der er mennesker, der ser på. Det tager altid lidt tid, siger danskeren.

I interviewet efter sejren over Petra Martic viste Caroline Wozniacki også stort overskud, da hun pludselig fik den idé, at hun ville revanchere et skud, hun havde lavet dagen forinden i en konkurrence efter førsterundekampen mod Madison Brengle. 

- Jeg tænkte på, om jeg ikke må få lov til at få et skud mere? I går skød jeg langt ved siden af, så jeg kunne godt tænke mig at prøve igen, spurgte Wozniacki med et efterfølgende grin. 

Men heller ikke onsdag formåede den 27-årige dansker at ramme plet i den lille konkurrence, hvor det handler om at ramme bestemte huller på den modsatte banehalvdel. 

Spørgsmålet er, om hun får lov til at få endnu et forsøg, når hun torsdag møder amerikanske Sofia Kenin i kvartfinalen.