Caroline Wozniacki vinder karrierens første Grand Slam

Caroline Wozniacki og Simona Halep spillede både for deres første Grand Slam-triumf og førstepladsen på verdensranglisten.

Wozniacki spiller i Skt. Petersborg i næste uge – se med på TV 2 SPORT

I 43. forsøg lykkedes det lørdag morgen den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki at vinde sin første Grand Slam-titel, da hun vandt finalen i Australian Open med 7-6, 3-6, 6-4 over Simona Halep fra Rumænien.

Sejren betyder samtidig, at Wozniacki er tilbage som verdens nummer et for første gang siden 29. januar 2012. En placering, hun dengang forsvarede i 67 uger over to omgange. Det er den første Grand Slam-triumf nogensinde for en dansk singlespiller i tennis.

  • Kampen endte 7-6 (efter 7-2 i tiebreak), 3-6, 6-4.
  • Kampen varede 2 timer og 53 minutter
  • Wozniacki rykker nu op som nummer et på verdensranglisten
  • Sejren sikrer danskeren 19,36 millioner kroner - Halep må 'nøjes' med halvdelen

- Jeg har drømt om det her øjeblik i så mange år. At være her nu er en drøm, der går i opfyldelse, sagde Wozniacki efter kampen.

Første sæt: Forrygende dansk start

Inden kampstart gik det Caroline Wozniackis vej på et udsolgt Rod Laver Arena i Melbourne. Danskeren vandt lodtrækningen og valgte at starte kampen med at serve. Det viste sig at være en god beslutning.

Wozniacki bragte sig foran med 40-0, inden hun lukkede første parti og brød Halep kort efter. Med 2-0 på tavlen kunne Caroline Wozniacki spille videre med en vis ro. I sit andet serveparti så danskeren helt upåvirket ud, da Halep slog sig foran med 30-15, og efter et par lange dueller øgede Wozniacki til 3-0.

Den formidable danske start skabte en trodsreaktion hos verdensetteren. Simona Halep gjorde rent bord i sit andet serveparti, hvor Wozniacki var uden chance.

Verdens nummer to formåede dog at holde sin serv efterfølgende, inden Halep endnu engang vandt samtlige bolde i sin egen serv. De sikre servepartier skabte en del spænding i kampen, fordi Wozniacki også måtte kæmpe hårdt for at sine server.

Caroline Wozniacki havde det svært i Haleps servepartier midt i første sæt.
Caroline Wozniacki havde det svært i Haleps servepartier midt i første sæt. Foto: MAST IRHAM / Ritzau Scanpix

Det lykkedes i første omgang med partiet til 5-2, inden Halep nok engang servede sig til et point – selvom Wozniacki dog vandt to dueller. Ved stillingen 5-3 kunne Wozniacki serve første sæt hjem, men så kom det rumænske break til 5-4, inden Halep udlignede ved at holde serv på suveræn vis. Rumæneren lavede to serveesser i partiet, hvor Wozniacki heller ikke vandt en eneste gang.

På den anden side af nettet ville Wozniacki også være med, hvad de rene servepartier angår. Danskeren spillede sig usvigeligt sikkert på 6-5, hvilket tydeligt frustrerede Simona Halep. Rumæneren knaldede sin hånd ind i ketsjerstrengene, da hun var på vej ud mod sidelinjen for at tage et lille hvil inden kampens 12. parti. Her fik hun overført aggressionerne til banen, hvor hun med en stribe hårde slag tvang første sæt ud i tiebreak.

Tiebreak: Wozniacki med hurtigt brud

Igen i tiebreaken indledte Caroline Wozniacki med at holde serv, og akkurat som i sættets indledning brød hun Halep lige bagefter.

Ved stillingen 4-2 vandt Wozniacki en bold i Haleps serv, og det blev afgørende for første sæt. Danskeren, der hele sættet igennem arbejdede hamrende hårdt for hvert point, holdt sine efterfølgende server og tog dermed sættet med 7-2 i tiebreak efter 52 minutters fantastisk tennis.

Andet sæt: Halep under behandling

Andet sæt startede med et sikkert parti til hver spiller, der holdt sin egen serv. I sættets tredje parti blev forestillingen straks mere medrivende.

Caroline Wozniacki pressede Simona Halep til det yderste, og danskeren spillede sig til hele fire breakbolde. Selvom hun flere gange var tæt på at lukke partiet, formåede rumæneren at kæmpe sig tilbage og bringe sig foran med 2-1.

Halep under behandling midt i andet sæt.
Halep under behandling midt i andet sæt. Foto: WILLIAM WEST / Ritzau Scanpix

Maratonduellen så ud til at påvirke Halep mest. Caroline Wozniacki gik køligt ud til sit andet serveparti og udlignede til 2-2, inden Halep med en smule besvær bragte sig foran med 3-2. Efter det femte point kaldte Simona Halep på lægehjælp. Rumæneren sad i flere minutter med is omkring nakken, mens hun fik målt sit blodtryk og undersøgt af to personer. 

Efter behandlingen spillede Simona Halep videre, men rumæneren så lidt fjern ud i blikket og lignede ikke en spiller, der var på toppen. Alligevel fortsatte hun den hårde kamp for at vinde karrierens første Grand Slam. 

I første omgang kunne hun ikke gøre noget ved Wozniackis udligning til 3-3, men i sine egne servepartier spillede Halep fortsat glimrende. Efter at have bragt sig foran med 4-3 kom andet sæts første break, da Halep sled sig foran med 5-3. Det skete til trods for, at hun var begyndt at trække lidt på det ene ben, som om hun havde ondt. 

Det følgende parti bidrog yderligere til den fremragende tenniskamp. Wozniacki spillede sig til to breakbolde, inden Halep slog sig tilbage og sikrede to sætbolde. Heller ikke disse muligheder blev udnyttet, og efter endnu en misset breakbold lykkedes det omsider Halep at lukke sættet.

Tredje sæt: Pause på grund af varmen

De cirka 30 grader var sikkert ganske behagelige for de 15.000 tilskuere, men for de to spillere var temperaturen drænende. Derfor fik de ti minutters pause mellem andet og tredje sæt.

Wozniacki kunne kampen igennem se Australian Open-pokalen stå ved siden af banen.
Wozniacki kunne kampen igennem se Australian Open-pokalen stå ved siden af banen. Foto: TRACEY NEARMY / Ritzau Scanpix

Da spillet blev genoptaget virkede Simona Halep mest klar. Hun vandt de første to bolde, inden Wozniacki fandt ind i en rytme og bragte sig foran.

Også i Haleps efterfølgende serv virkede Wozniacki til at være i overskud. Efter at have misset to breakbolde fik hun en tredje mulighed, da Halep slog bolden flere centimeter ud af banen. Rumæneren råbte hidsigt mod jorden og bad om at få bolden set igennem, fordi hun simpelthen ikke troede på, den var ude. Men det var den. Klart endda, og derfor kom Wozniacki på 2-0.

I den uhyre tætte finale betød et enkelt parti alverden. Det var tydeligt at se på den måde, de to spillere nægtede at give op. Wozniacki afværgede hele seks breakbolde, inden hun lavede en sjælden dobbeltfejl og lod Halep reducere til 2-1.

Glæden varede dog kort for rumæneren. I løbet af ganske kort tid brød hun Halep i et rent parti, der bragte Wozniacki foran med 3-1. Kampen havde på det tidspunkt været i gang i mere end to timer, og lige pludselig havde spillerne svært ved at holde serv. Halep brød hurtigt tilbage til 3-2, inden hun formåede at holde serv efter fire breaks i træk. 3-3.

Haleps udligning så ud til at have stor psykologisk betydning. Rumæneren, der tidligere så desorienteret og træt ud, lignede en spiller, som havde passeret den berømte mur og var noget ind i en kværnende rytme. Halep brød Wozniacki og bragte sig foran for første gang i tredje sæt. 

Wozniacki under behandling i tredje sæt.
Wozniacki under behandling i tredje sæt. Foto: PETER PARKS / Ritzau Scanpix

Det fik Caroline Wozniacki til at kalde efter behandling. Med et koldt håndklæde om skulderen fik blev hun maseret omkring det højre knæ, som også blev tapet op inden kampens afgørelse.

Den lille pause så ud til at bekomme Wozniacki vel. Danskeren virkede i hvert fald ikke påvirket af knæet, og med en utrolig fight brød hun rumæneren til 4-4 efter to timer og 40 minutters tennis. 

Efter breaket måtte Halep støtte sig til sin ketsjer, inden hun spillede videre. Rumæneren, der også var ude i tre lange sæt i semifinalen, virkede efterhånden meget træt. Det udnyttede Wozniacki i sit efterfølgende serveparti, hvor hun tvang Halep til at løbe meget. Til sidst fejlede verdensetteren ved at slå en bold i nettet, og med 5-4 var Wozniacki endnu engang kun ét parti fra sin første Grand Slam-sejr. 

På et meget afgørende tidspunkt lavede Halep sin første dobbeltfejl i kampen, inden Wozniacki vandt en fantastisk duel og sikrede sig kampens første matchbold. Den vandt hun med et rumænsk slag i nettet, og så var karrierens første Grand Slam-triumf en realitet for danske Caroline Wozniacki.

Kampen endte 7-6 (efter 7-2 i tiebreak), 3-6, 6-4.

Caroline Wozniacki kastede sin ketsjer i vejret og satte sig på jorden, da triumfen var en realitet efter næsten tre timers tennis.
Caroline Wozniacki kastede sin ketsjer i vejret og satte sig på jorden, da triumfen var en realitet efter næsten tre timers tennis. Foto: SAEED KHAN / Ritzau Scanpix