- Jeg vidste ikke, hvor jeg stod, siger lettet Wozniacki

Wozniacki var lidt i tvivl om egne evner, men hun gjorde kort proces, da hun vandt sin første kamp i Qatar.

Se Wozniackis kamp i tredje runde i Qatar tidligst klokken 17 på TV 2 SPORT.

På 58 minutter spillede Caroline Wozniacki sig videre fra anden runde i Qatar Total Open, da hun mødte tyskeren Carina Witthöft.

Turneringen er hendes første, efter en pause uden så meget træning. Det var derfor en lettet Wozniacki, som kunne gøre kort proces med 6-2, 6-0.

- Det var rigtig rart. Jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg stod. Jeg ramte den ikke så godt til træning i morges, så det var meget rart at komme ud og spille godt, da kampen så startede, lød det fra Wozniacki til TV 2 SPORT lige efter kampen.

Efter en lidt rodet start, hvor Wozniacki på et tidspunkt lavede tre dobbeltfejl, fandt danskeren noget af sit gode spil frem og levnede ikke mange chancer til verdensranglistens nummer 52.

- Jeg spillede generelt godt og aggressivt og fik hende meget ud at løbe, så jeg følte, jeg havde overtaget i de fleste af duellerne.

For en kort stund blev Wozniackis kamp afbrudt, da en lille kat havde fundet vej til banen. Heldigvis, var den ikke sort.

I slutningen af andet sæt afbrød en kat kampen mellem Caroline Wozniacki og Carina Witthoeft. Video: TV 2 SPORT

I næste runde møder Wozniacki Monica Niculescu fra Rumænien, som slog Maria Sharapova ud i første runde.

- Hun er meget utraditionel, fordi hun slicer i både for- og baghånd. Så jeg skal ind og holde tempo og returnere godt, lyder det fra danskeren.

Wozniacki spiller tredje runde allerede torsdag.